280 fans på lægterne til finalen i Kolding - medaljefest lørdag

- 15/05/14
Der bliver maksimal opbakning til Aalborg Håndbold-drengene, når vi fredag kl. 21.15 spiller den anden DM-finale på udebane i Kolding. Som udehold har vi ret til 280 billetter i hallen i Kolding, og dem har der været rift om.

- Der har været stor efterspørgsel på billetterne, og vi kunne have solgt langt flere billetter, hvis vi kunne have fået dem, siger formanden for Aalborg Håndbold Support, Tina Østergaard, der igen i år glæder sig over, at bossen - klubejer Eigild B. Christensen - har besluttet sig for at betale busserne til kampen.

Fire busser med supportere fra Aalborg Håndbold sætter fredag eftermiddag kursen mod Kolding for at bakke holdet op i bestræbelserne på at indhente de fem mål, vi er bagud efter første kamp.

De, der ikke er med i Kolding, kan se kampen direkte på TV 2 fredag kl. 21.15.

Uanset udfaldet af kampen i Kolding inviterer Aalborg Håndbold alle til medaljefest i Gigantium lørdag 17. maj kl. 14.00-15.30.

- Det skal fejres uanset, om vi vinder guld eller sølv, siger direktør Jan Larsen. Vi har haft en fantastisk med 1/8-finale i Champions League og DM-finale anden sæson i træk.

Samtidig benytter vi medalje-festen lørdag eftermiddag til at tage afsked med de spillere og trænere, der stopper i klubben.

Spillerne står for serveringen lørdag eftermiddag, og der er gratis øl/vand til alle, der møder op.

 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere