29-årig svensker ny i målet i Aalborg Håndbold

- 29/04/13
 Det bliver den 29-årige Richard Kappelin, der afløser sin landsmand, Johan Sjöstrand, i målet i Aalborg Håndbold i næste sæson. Kappelin har indgået en et-årig kontrakt med klubben og bliver dermed makker med Ole Erevik i målet. 
 
Richard Kappelin har siden årsskiftet spillet for Al Gharafa i Qatar, efter at hans spanske klub, Aragon, kom i økonomiske vanskeligheder.  
 
Kappelin har i mange år været en af de bedste svenske keepere. Han har spillet en række U-landskampe og blev verdensmester med U 21 landsholdet i 2003.
 
Han blev svensk mester med Alingsås i 2004 og 2009, ligesom han i både 2008 og 2009 blev kåret til den bedste målmand i den svenske elite-serie. Han har desuden været blandt de højst rangerede keepere i den spanske liga i flere sæsoner.
 
- Jeg glæder mig til at komme til Aalborg Håndbold og blive makker med Ole Erevik. Den danske liga er stærk, og jeg er ikke i tvivl om, at vi igen vil blande os i toppen, siger Richard Kappelin.
 
- Kappelin er en rutineret spiller af den klassiske svenske målmandsskole, og han er en perfekt makker til Ole Erevik. Jeg er sikker på, at vi også i næste sæson får en af ligaens bedste målmandsduoer, siger direktør Jan Larsen, Aalborg Håndbold. 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere