Aalborg Håndbold i tv-rekord: 27 tv-kampe med fem millioner seere

- 19/05/14
27 kampe direkte på tv på én sæson  - med fem millioner seere (helt præcist: 4.988.000). 

En mærkbar tv-rekord for Aalborg Håndbold. Tal, som styrker klubbens i forvejen stærke brand. 

- På én og samme tid er vi stolte og ydmyge over den eksponering, vi har fået på tv i denne sæson. Det styrker vort brand, og det er et bevis på, at vi har et stærkt produkt, der kommer ud over hele landet. Vi har desuden ligaens højeste tilskuertal med flere end 90.000 tilskuere til vores 25 hjemmekampe i Gigantium, så vi glæder os sammen med vores samarbejdspartnere over den synlighed, de har fået sammen med os i både ligaen og i Champions League, siger direktør Jan Larsen. 

- Det er ikke kun en synlighed og eksponering, der kommer Aalborg Håndbold til gavn. Det er positivt for byen Aalborg, ja for hele Nordjylland, siger Jan Larsen. 

- Vi har haft en super sæson med DM-finale for andet år i træk og seks hjemmekampe i Champions League, bl.a. mod stærke hold som Flensburg-Handewitt, HSV Hamburg og FC Barcelona. Det slår igennem på medie-markedet i bred forstand. Ud over tv har vi fået meget omtale i de trykte medier og i radioen, ligesom vi oplever stor interesse for at følge os på de sociale medier, siger Jan Larsen.

-Succesen forpligter. Vi vil fortsat være en del af toppen af dansk herrehåndbold og spille om medaljer hvert år, ligesom vi ønsker at deltage i europæisk håndbold hver sæson. Sådan bliver det også næste sæson, siger Jan Larsen. 



 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere