Ærgerligt nederlag i VELUX EHF Champions League

- 08/10/17

Hviderussiske HC Meshkov Brest var desværre bedst på dagen, og de kan derfor rejse hjem med en 20-23 sejr efter 11-10 ved pausen.

Det blev som forventet en svær kamp, og allerede fra start stod det klart, at der vil blive tale om en hård kamp. Begge hold tog godt ved i forsvaret og stod solidt i den del af spillet. Efter knap et kvarters spil var stillingen derfor blot 3-3.

Der blev løsnet en smule op for angrebsspillet i slutningen af første halvleg, og vi kunne gå til pause foran 11-10 efter 30 minutter. En halv time hvor forsvars spillet primært dominerede assisteret af flotte målmandspræstationer i begge ender.

Vi kom desværre ikke alt for godt ud til anden halvleg, hvor vi ikke kunne finde de rette løsninger i angrebet. De hviderussiske gæster kom forholdsvist hurtigt foran med fire, og det formåede vi aldrig rigtigt at få lukket.

Gæsterne spillede klogt i slutningen af kampen, hvor de trak tempoet helt ud af opgøret. Selvom vi forsøgte og gav alt, vi havde, så lykkedes det ikke at overrumple et klogt spillende Brest-hold.

Det var et bump på vejen i vores mål om at nå videre fra gruppespillet i VELUX EHF Champions League. Men vi må op på hesten igen, og næste opgør finder sted i selvsamme turnering om præcis en uge ligeledes i Jutlander Bank Arena. Denne gang er det Paris Saint-Germain, der kommer på besøg – der er stadig få ledige billetter tilbage, og de kan købes her.

MATCHFACTS:

Målscorere for Aalborg Håndbold:
Andreas Holst 4, Sebastian Barthold 3, Patrick Wiesmach 2, Martin Larsen 2, Lovro Jotic 2, René Antonsen 2, Buster Juul 2 (2), Jesper Meinby 1, Tobias Ellebæk 1, Janus Smarason 1.

Målscorere for HC Meshkov Brest:
Petar Djordjic 7, Rastko Stojkovic 4, Siarhei Shylovich 3, Dzmitry Nikulenkau 2, Konstantin Igropulo 2, Viachaslau Shumak 2, Dzianis Rutenka 1, Alexsander Shkurinskiy 1, Andrei Yurynok 1.

Udvisninger:
Aalborg Håndbold: 1 x 2 min.
HC Meshkov Brest: 1 x 2 min.

Dagens dommere var lettiske Zigmars Sondors og Renars Licis.

Dagens tilskuertal i Jutlander Bank Arena 3.417. 
 

 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere