Aron Kristjansson gør klar til at svinge den islandske pisk

- 27/06/16
Aron Kristjansson når lige at fejre sin 44 års fødselsdag hjemme hos familien i Reykjavik i Island, inden han sidst i juli sætter kursen mod Aalborg og cheftrænerposten i Aalborg Håndbold. Til et gensyn med Danmark, som af flere omgange siden 1998  har været hans andet hjemland som spiller og træner.
 
Aron Kristjansson stiller store krav til sine spillere. Den islandske fighter-vilje og mentalitet fornægter sig ikke, og han er klar til at svinge pisken over spillerne fra første træning, når truppen mødes onsdag 27. juli. Og han lægger ikke skjul på, at han forventer af spillerne, at de møder i fysisk god form til første træning.
 
- Lige nu vægter vi den fysiske træning meget højt, hvor løb og styrketræning er på menuen. Det er vigtigt, at vi er i god form, så vi kan opnå resultater.  I de første uger træner vi også to gange om dagen flere dage om ugen.  Et pas med løb og/eller styrke og en haltræning, siger Aron Kristjansson.
 
- Når turneringen er i gang, tilpasser vi den fysiske træning til kampprogrammet. Det betyder, at der også bliver fysisk træning mellem kampene, og da vi ikke skal spille europæiske kampe i denne sæson, bliver der ofte en uge mellem kampene. Den tid skal bruges fornuftigt til at vedligeholde den fysiske form og sætte ind, hvor det er nødvendigt, siger Aron Kristjansson, der sluttede som islandsk landstræner i januar.
 
- Jeg glæder mig til at komme i gang med at arbejde med truppen i Aalborg Håndbold og til samarbejdet med Stefan Madsen som assistenttræner. Jeg har i forvejen et udmærket kendskab til spillerne i truppen – både til dem, der er fortsat i klubben, og til de nye, der kommer til. Stefan og jeg kommer til at arbejde med et spændende hold, der er godt besat på alle positioner, og som har potentialet til at være med i toppen af ligaen.
 
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere