Bagersted fra træningslejren: Det trækker tænder ud

- 24/07/12
- Det trækker tænder ud...

Så kort er hardhitteren Jacob Bagersteds beskrivelse af de første knap to dage i træningslejren på Nordjyllands Idrætsefterskole i Stidsholt ved Sæby.

Med undtagelse af Johan Jakobsson, der er med det svenske landshold til OL i London, er hele truppen samlet til en uges strabadser under Nikolaj Jacobsens og Mortens Bjerres kommando. Truppen suppleres af tre spillere fra Team Vesthimmerlands 1. divisionshold, nemlig Alex Jørgensen, Lars Jacobsen og Jonas Løkken.

- Det er super spændende med nye trænere og flere nye spillere, og jeg synes, at det tegner rigtigt spændende. Nikolaj og Morten skal nok sørge for, at vi kommer i form, og vi har indtil nu haft nogle både hårde og gode træninger, fortæller Jacob Bagersted i en pause mellem to træninger.

Spillerne mødte ind i træningslejren mandag morgen og tog direkte til styrketræning i Arena Nord i Frederikshavn efterfulgt af træning på efterskolen om eftermiddagen med interval-træning og spil.

I dag mødte spillerne op til fem x fem minutters interval-træning på atletikstadion i Sæby, som var venligst udlånt af atletikklubben SIK 80. Hjemme på Stidsholt blev spillerne kørt igennem kropsvarmetræning med ni forskellige øvelser for maveregionen af fysioterapeut Søren Damgaard, inden der efter frokost og hvilepause er hal-træning igen sidst på eftermiddagen.

- Der skal mange kræfter til, men vi har en fantastisk kok på efterskolen, og han sørger for super-super mad til os, siger Jacob Bagersted.





Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere