Barud klar til CL-braget søndag - Stig Bugge ude

- 14/02/15
Scenen er linet op i is-arenaen til det afgørende brag i Champions League søndag kl. 16.50 mod HC Motor Zaporozhye fra Ukraine.

Med en sejr er vi sikker på at nå 1/8-finalen for andet år i træk, mens uafgjort og et nederlag gør et avancement tvivlsomt. En sejr giver enten tredjeplads eller fjerdeplads i puljen, og de fire bedste hold går videre. Vi når i givet fald på otte point, og de øvrige resterende kampe i puljen afgør vores placering. Vi har selv yderligere en kamp tilbage i puljen, på udebane næste søndag mod ungarske Pick Szeged, og det ligner en ret vanskelig opgave. 

Det ubesejrede førerhold i puljen, Kielce, vandt lørdag eftermiddag 36-32 over Dunkerque.

Der venter 60 yderst spændende minutter i Jutlander Bank Arena søndag eftermiddag. Vi vandt 28-25 i Kiev for fire måneder siden, men Zaporozhye er i dag et bedre sammenspillet mandskab end dengang.

Ukrainerne kommer til Aalborg med ny træner i forhold til sidst. Bebeshko blev i begyndelsen af januar udskiftet med den hidtidige assistenttræner Nikolay Stephanets.

Holdets profiler er veteranmålmanden Richard Stockl, slovak på 39 år, de to højre backs, Onufryienko og Stetsyura, venstre backen Burka og stregspilleren Oleksandr Shelevev, der spillede i Aalborg Håndbold for fire sæsoner siden.

Desuden var to af holdets spillere på det russiske landshold til VM i Qatar, nemlig venstre fløjen Oleg Skopintsev og forsvarskrumtappen Egor Evdokimov.

Holdet må til kampen i morgen undvære en af playmakerne, Inal Aflitulin, der afsoner en spilledags karantæne efter rødt kort i kampen mod Dunkerque i forrige runde.

Jesper Jensens tropper pudsede formen af med træning lørdag formiddag, og her var Niclas Barud tilbage på banen, efter han måtte melde fra til kampen mod HC Midtjylland i torsdags på grund af sygdom. Til gengæld er højre fløjen Stig Bugge ikke klar til kampen. Han trådte i torsdags op på en modstanders fod og forvred anklen på højre fod.

Kampen spilles søndag kl. 16.50, og det er fortsat muligt at købe billetter på www.aalborghaandbold.dk og ved indgangen.


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere