Billetsalget til Final4 i Gigantium i Aalborg runder 3.500

- 27/12/11
Billetsalget til sæsonens pokaloplevelse, Nordea Cup FINAL4 i Gigantium i Aalborg 4. og 5. februar er i fuld gang. I ugen op til jul blev der afsat et pænt antal billetter via de fire deltagende klubbers hjemmesider og www.final4.dk, og her på den første hverdag efter jul kan de fire arrangerende klubber og Divisionsforeningen Håndbold gøre foreløbig status: Der er lige nu afsat 3.500 sæder til de to dage med tophåndbold i Gigantium.


- Da der i alt er 8.600 sæder i alt lørdag og søndag er der naturligvis stadig billetter at købe. Men vil man sikre sig nogle af de attraktive pladser på nedre niveau midt for, skal man rykke nu. Det er dem, der bliver solgt først, konstaterer Aalborg Håndbolds  direktør, Jan Larsen.


Købsmønstret hos billetkøberne er tydeligt: Der bliver solgt langt flest dobbeltbilletter, altså billetter, der gælder til både lørdag og søndag. Lørdag afvikles semifinalerne.Kl. 14.20 spiller AG København mod Ajax, København og klæ. 16.10 gælder det Aalborg Håndbold mod Nordsjælland Håndbold . De to vindere spiller finale søndag kl. 16.00.


- I denne uge spilles årets sidste runde i herreligaen. Det er således sidste chance for at se herrehåndbold i de danske haller inden EM i Serbien. Næste gang der er klubhåndbold, er det til Nordea Cup FINAL4 i den første weekend af februar. Jeg tror, at det kan få mange til at sikre sig billet, så de er klar til live-håndbold, når landsholdsspillerne vender hjem fra Serbien i slutningen af januar, siger Jan Larsen videre.




Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere