Bliv klogere på det nye CL-format

- 29/06/20

Flere ændringer træder i kraft til den 28. udgave af EHF Champions League, hvor deltagerantallet bl.a. er reduceret til 16 hold. Her kan du blive klogere på de vigtigste ændringer.

Som nævnt bliver deltagerantallet reduceret fra 28 hold i de forgange sæsoner til 16 hold i den kommende sæson. De 16 hold fordeles i to puljer á otte hold.

Alle knockout-kampe spilles over to kampe, og vinderne af kvartfinalerne går videre til EHF Final4 i Køln.

En anden væsentlig ændring er, at alle kampe i gruppespillet og knockout-fasen vil blive spillet onsdag eller torsdag – kun EHF Final4 vil fortsat blive spillet i weekenden.
 
Overblikket over de forskellige faser:

Gruppespillet (16./17. september 2020 – 3./4. marts 2021)

De 16 deltagerhold er delt ind i fire seedningslag, hvorfra de to grupper vil blive udtrukket. Lodtrækningen finder sted onsdag 1. juli kl. 18.00 og kan følges direkte på TV3 Sport eller på ehfTV.com, EHFs Facebook-side og EHFs Youtube kanal.

Alle hold møder hinanden ude og hjemme.

Efter de 14 kampe i gruppespillet går nummer 1 og 2 direkte videre til kvartfinalen. Nummer 3 til 6 går videre til 1/8-finalen. Nummer 7 og 8 er ude af turneringen.

1/8-finaler (31. Marts/1. April 2021 – 7./8. April 2021)

Fire 1/8-finaler, hvor holdene møder hinanden ude og hjemme. Modstanderne findes ud fra følgende model: A3 vs. B6, A4 vs. B5, A5 vs. B4 og A6 vs. B3.

De fire vindere går videre til kvartfinalen, mens de fire tabere er ude af turneringen.

Kvartfinaler (12./13. maj 2021 – 19./20. maj 2021)

De fire kvalificerede hold fra 1/8-finalerne vil hver møde et af holdene, som er gået direkte videre til kvartfinalen fra gruppespillet.

De fire vindere går videre til EHF Final4, mens de fire tabere er ude af turneringen.

EHF Final4 (12./13. juni 2021)

Samme koncept som de forgangne sæsoner. EHF Champions League sæsonen vil blive afgjort over en weekend I LANXESS Arena i Køln med semifinaler om lørdagen og finale søndag.



Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere