Buster: Glæder mig altid til at møde hjembyen

- 05/09/18

Buster Juul er født og opvokset i Skanderborg, og det er derfor altid en særlig følelse, han har i kroppen, når de grønblusede står på den anden side. Det er tilfældet igen i morgen, torsdag, når sæsonens 2. kamp i Herre Håndbold Ligaen skal spilles i netop Skanderborg med kampstart kl. 18.30.

For fem år siden kom den dengang 20-årige Buster til Aalborg Håndbold efter 15 års håndbold i Skanderborg. Nu har han spillet mere end 200 kampe i Aalborg-trøjen og scoret knap 700 mål – det er dog stadig en speciel følelse, når Skanderborg er på programmet.

- Jeg glæder mig altid til at vende tilbage til hjembyen. Denne gang er det måske dét bedste Skanderborg-hold på papiret, jeg skal op imod, så det bliver uden tvivl en vanskelig og spændende opgave, siger Buster Juul.

I sidste sæson tabte vi begge ligaopgør til de grønblusede, men det er vores 25-årige venstre fløj fast besluttet på at ændre.

- Sidste år var de lidt vores onde ånd. Det skal vi lave om på i år, hvor vi skal have overtaget fra start og vise, vi er et bedre hold. Og det er naturligvis også vigtigt med en sejr for min lillebrors skyld – han bor i Skanderborg, hvor han selvfølgelig er den eneste Aalborg-fan, så det er vigtigt at give ham håneretten den kommende tid, siger Buster med et smil på læben.

Vi har to betydende kampe i bagagen i indeværende sæson, og Buster er godt tilfreds med udbyttet af disse samt opstarten generelt.

- Det er altid dejligt rigtigt at komme i gang igen. Man hungrer altid efter at spille kampe, som betyder noget, og så er det selvfølgelig fedt at starte ud med to sejre – det hjælper på humøret og tegner godt for sæsonen. Generelt synes jeg hele opstarten har været rigtig fin. Vi har haft en god progressiv udvikling, og trænerteamet har været gode til at fokusere på kvaliteten af træningen fremfor kvantiteten, slutter Buster Juul.

Vi håber på, at vi efter morgendagens opgør kan notere tre sejre på stribe, selvom det bliver en særdeles svær opgave mod et velspillende Skanderborg-mandskab.

Der er kampstart kl. 18.30, og opgøret kan følges spil for spil på tophaandbold.dk.

 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere