Cheftræneren om opstarten og forventningerne til foråret

- 19/01/18

Cheftræner Aron Kristjansson sætter ord på opstartsperioden, de kommende træningskampe og forventningerne til anden halvdel af sæsonen.

Den 9. januar startede spillerne igen med fælles træning efter godt to ugers pause, og det var tiltrængt for spillerne. Aron uddyber om pausen og opstarten:

- Det har været en tiltrængt kamppause for spillerne – specielt på det mentale plan. Siden opstarten har vi fokuseret meget på den fysiske træning. Derudover har vi brugt tid på at finde tilbage i spilrytmen og arbejdet med nogle af de ting, vi har kunnet forbedre fra første halvdel af sæsonen.

Inden det bliver alvor med Final4 første weekend i februar, har vi to træningskampe på programmet. De spilles henholdsvis mandag 22. januar i Tårs mod Randers HH og onsdag 24. januar i Dronninglund mod Århus Håndbold. Læs mere om kampene her.

- I træningskampene vil vi have fokus på at få stabiliseret vores forsvar og arbejde med at få spillerytmen tilbage i alle tre faser – angrebs-, forsvars- og kontra-fasen. Ellers vil vi naturligvis bruge kampene til at forberede os frem mod Final4, så vi er optimalt indstillet til første weekend i februar, siger Aron Kristjansson.

Janus og Arnór er fortsat ikke tilbage i klubben ovenpå deres deltagelse ved EM-slutrunden med det islandske landshold. De forventes dog at være med til træningskampen onsdag i næste uge.

I de kommende to uger venter altså to træningskampe samt en masse træning for, at spillerne bliver topklar til den resterende del af sæsonen. Og der er masser af højdepunkter at se frem til, og Aron glæder sig da også til de mange udfordringer:

- Vi starter hårdt ud med Final4, som det selvfølgelig altid er fedt at være en del af. Der venter også mange svære og udfordrende kampe i Champions League – både ude og hjemme. I 888ligaen nærmer vi os ligeledes fasen, hvor det hele skal afgøres. Vi vil kæmpe for en top4 placering og dermed point med videre til slutspillet. Det vil give os det bedste udgangspunkt til at nå semifinalerne og kampen om medaljer, slutter Aron Kristjansson.

Final4 løber af stablen 3./4. februar, og allerede tre dage senere, onsdag 7. februar, venter en yderst vigtig udekamp i Champions League mod HC Meshkov Brest. Det kickstarter anden halvdel af sæsonen, der byder på et hav af spændende kampe. Det fulde kampprogram kan ses her, mens du har mulighed for at købe billet til alle hjemmekampe – det gøres lige her.

 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere