​CL-jagten fortsætter

- 14/02/20
 
I sidste weekend leverede vi en pragtpræstation i årets første VELUX EHF Champions League opgør, da vi tog point ude i Szeged på en af Europas sværeste udebaner. På søndag er håndboldens fineste klubturnering så tilbage i Aalborg, når Celje kommer på besøg. Kampstart er kl. 16.50.
 
CL-resultaterne i sidste runde flaskede sig således, at vi nu er sikker på en plads i 1/8 finalerne – men det betyder dog langt fra, at der ikke er mere at spille om i gruppespillet.
 
Med tre gruppekampe tilbage ligger vi i øjeblikket på fjerdepladsen, og det er en position, vi vil forsvare med næb og klør. Den giver nemlig hjemmebanefordelen i 1/8 finalen.
 
En sejr søndag vil være et vigtigt skridt i bestræbelserne på at fastholde denne placering og holde de tyske mestre fra SG Flensburg-Handewitt bag os.
 
Det bliver dog langt fra en nem opgave mod slovenske RK Celje Pivovarna Lasko, der fortsat også har alt at spille for.
 
Søndagens gæster ligger på gruppens sjetteplads, som er den sidste placering, der giver adgang til knockout-fasen – og med to hold i hælene har de brug for point for at sikre sig den videre færd i VELUX EHF Champions League.
 
I det omvende opgør i Slovenien sikrede vi os en dramatisk sejr på 29-28, og søndag jagter vi altså to nye point – denne gang med vores trofaste fans på lægterne i ryggen.
 
Med det videre avancement allerede sikret har vi sat os nye mål, og det kræver en stor indsats hele vejen rundt – ikke mindst fra jer på lægterne også.
 
Vi håber derfor, I alle er klar til at skabe endnu en europæisk håndboldfest i Jutlander Bank Arena. En god og stemningsfyldt hjemmebane kan nemlig vise sig afgørende i disse VELUX EHF Champions League kampe.
 
Rigtig mange har allerede sikret sig billet til søndagens brag, men du kan fortsat nå at købe din billet lige her og være med til at fortsætte CL-jagten.


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere