Dårlig start kostede sejren i Skanderborg - trods god slutspurt

- 01/03/15
Det kostede sejren, at vi kom bagud 9-2 efter 10 minutter i Morten Børup Hallen. Vi begik tekniske fejl, og så lå bolden i netmaskerne bag Ole Erevik sendt derind af hjemmeholdets lynhurtige kontra-løbere. 

Samtidig misbrugte vi mange chancer på en velspillende Kasper Larsen i hjemmeholdets mål, ligesom vi havde fem-seks forsøg på træværket i de første 30 minutter. Vi fik stoppet blødningen i de sidste 10 minutter af 1. halvleg og "nøjedes" med at være bagud med 15-10 ved pausen. 

Vi kom stærkt ud i 2. halvleg og reducerede til 13-15 på tre minutter. Det blev 17-13, og først med otte minutter tilbage fik vi reduceret til kun at være nede med to mål. Westphal kom på mål i begyndelsen af 2. halvleg. Forsvaret fungerede bedre og bedre, og Skanderborg havde vanskeligt ved at score. 

Det spidsede til i de sidste minutter, og Slundt reducerede til 24-25 med et minut igen. Det lykkedes hjemmeholdet at spille det minut - trods armen oppe i lang tid - og fem sekunder før tid misbruge hjemmeholdet, så vi ikke kunne nå at komme i angreb. 

Vi havde begge højre fløje ude med skader. Stig Bugge er endnu ikke klar, og en forstuvet finger forhindrede Christian Jensen i at spille. Hans plads blev i 60 minutter udfyldt af U 18-spilleren Joshua Grace, der gjorde det flot med fire mål på seks forsøg. 

Skanderborgs sejr var fortjent. Holdet, der skal ud i nedrykningskampe, spillede frigjort og tempofyldt og lykkedes i perioder med det højt anlagte angrebsspil, de mestrer. 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere