​DM-finale gentagelse i Jutlander Bank Arena

- 06/12/19

Lørdag er vi tilbage i vante rammer i Jutlander Bank Arena, og der venter et brag på banen, når vi får besøg af sidste sæsons finalemodstander fra GOG. Kampstart er kl. 14.00.

Siden finalekampene tilbage i juni har vi mødt vores fynske rivaler to gange. Inden ligasæsonen startede tørnede vi sammen i Super Cuppen, mens vi halvanden uge senere mødtes i Primo Tours Ligaens anden runde – begge gange trak vi os ud som sejrherre.

Det håber vi at kunne igen, og lørdag eftermiddag vil vi gå benhårdt efter at tage vores femte sejr på stribe mod fynboerne.

Vi vil dog utvivlsomt blive mødt af et sultent mandskab, der indtil nu har haft en svingende sæson. De har ligesom os deltaget i VELUX EHF Champions League, hvor de akkurat missede videre avancement med en enkelt placering.

I den hjemlige liga er de i øjeblikket placeret på en delt femteplads med 16 point, hvor de kæmper for at hænge på top 3, hvor de blot har 3 point op.

Med onsdagens sejr ude over KIF Kolding er vi nu oppe på fem sejre på stribe i Primo Tours Ligaen, som vi topper med 25 point og dermed 6 point ned til de nærmeste forfølgere.

Dette forspring er vi klar til at forsvare, og vi er opsatte på at jagte sæsonens tredje sejr mod GOG – denne gang hjemme i egen hule med vores trofaste fans i ryggen.

Du kan fortsat nå et dejligt håndboldafbræk midt i alt juleræset og komme med til lørdagens DM-finale gentagelse - du finder billetter til kampen lige her. Kampstart er som tidligere nævnt kl. 14.00.
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere