Præsentation: HC Vardar 1961 Skopje



Klubnavn: HC Vardar 1961 Skopje
Hjemby: Skopje
Land: Nordmakedonien
Stiftet: 1961.
Hjemmebane: Jane Sandanski Arena, Skopje. 
Kapacitet: 6.500.
Titler: 14 titler som makedonsk mester og pokalvinder. Fem gange vinder af SHEA-liga (regional øst-europæisk turnering) og to gange vinder af EHF Champions League - i 2017 og 2019. 
Tilgange til sæson 2021-2022: Ali Safar (Kuwait SC), Vasil Gogov (tilbage fra udleje til Rabotnicki), Jan Czuwara (Gornik Zabrze), Ante Kuduz (Dinamo Bukarest), Stefan Krstevski (tilbage fra udleje til Rabotnicki), Eduardo Grubindo (HBC Nantes), David Savrevski (tilbage fra udleje til Rabotnicki), Darko Djukic (Sporting Lissabon), Alen Kjosevski (tilbage fra udleje til Rabotnicki) og Jeremy Toto (Orlen Wisla Plock). 
Afgange til denne sæson: Marko Kizic (Rabotnicki),  Robin Canteregl (Toulouse), Dimitar Dimitrovski (klub ukendt), Christian Dissinger (Dinamo Bukarest), Vasko Sevaljevic (Saran Loiret Handball), Lovro Jotic (Leipzig), Ivan Cupic (Zagreb) og Gleb Kalarash (klub ukendt). 
Cheftræner: Veselin Vujovic. 

--

HC Vardar er holdet med de fleste ubekendte i vores pulje, og det er første gang, vi er i pulje med holdet. Erfaringer fra tidligere sæsoner havde heller ikke betydet ret meget, for størstedelen af holdet er skiftet ud. Holdet fra den nordmakedonske (sådan hedder landet i dag) hovedstad er den mest vindende klub i det forholdsvis nye land, men med en historie præget af stor uro, bl.a. på grund af skiftende ejere. Spørg bare den tidligere danske kvindelandstræner, Jan Pytlick, der var cheftræner for klubbens herrer i knapt et år fra februar 2015, indtil han blev fyret.

Trods den megen uro har pengestærke ejere skaffet store profiler til klubben i årenes løb, og to gange – i 2017 og 2019 – er det på fornemmeste vis lykkedes at vinde EHF Champions League.

HC Vardar deltager i denne sæson i EHF Champions League for niende gang i træk – og 16. gang i alt. Vores første kamp mod nordmakedonerne er på udebane i Skopje onsdag 29. september, mens spiller mod dem hjemme i Jutlander Babk Arena onsdag 20. oktober kl. 18.45.

Når det er svært at spå om holdets styrke, skyldes det ikke mindst, at 10 spillere fra sidste sæsons hold er væk, mens 10 nye er kommet til, heriblandt mange unge spillere.

Tæt på sæsonstart blev holdet væsentligt forstærket med tilgangen af de 35-årige franske tvillinger, landsholdsspillerne Kevynn Nyoka og Olivier Nyoka, fra henholdsvis Benfica og Nantes. Førstnævnte er venstre back, mens broderen er højre back. De skulle oprindeligt have spillet for den anden Skopje-klub, Metalurg, i denne sæson, men de skiftede til Vardar, inden de nogensinde kom i gang i Metalurg.

Deres ankomst har resulteret i tre point i de første to kampe, først uafgjort mod norske Elverum og dernæst en sikker hjemmesejr på 35-27 over Meshkov Brest.

En af holdets mest markante profiler er den nye træner, 60-årige Veselin Vujovic, født i Montenegro, en stor profil som landsholdsspiller for det tidligere Jugoslavien, og han blev i 1988 som den første kåret som verdens bedste håndboldspiller. Han spillede bl.a. for Barcelona og Granollers i Spanien. Han har – ikke mindst qua sit meget hidsige temperament - haft en omskiftelig tilværelse som træner, er bl.a. tidligere slovensk landstræner, og har af flere omgange været træner i Zagreb – som han også har besøgt Jutlander Bank Arena i spidsen for.

Sidste sæson var han træner for bosniske Banja Luka og tager over i HC Vardar efter Stevce Alusovski.

Blandt de profiler, der har forladt holdet op til denne sæson, er den lille finurlige kroatiske højre fløj Ivan Cupic, der skrifter til Zagreb i hjemlandet, den montenegrinske landsholdsspiller, playmakeren Vasko Sevaljevic, den tidligere tyske landsholdsspiller Christian Dissinger, den russiske landsholdsspiller Gleb Kalarash og endelig kroaten Lovro Jotic, der for få sæsoner siden spillede i Aalborg Håndbold, men som i denne sæson tørner ud for Leipzig i Bundesligaen.

De på papiret største profiler, der er nye på HC Vardars hold i denne sæson, er – ud over brødrene Nyoka - og den slovenske landsholdsspiller Darko Djukic, højre fløj, som kommer fra Sporting Lissabon.

Vardar havde egentlig også fået tilgang af den spanske landsholdsspiller, højre backen Eduardo Gurbindo fra franske Nantes, men han har forladt klubben igen, inden han nåede at spille en eneste kamp. Forlydender sender ham videre til rumænske Dinamo Bukarest, hvor den tidligere Barcelona-træner, Xavier Pascual, er ny træner for et hold, der har store ambitioner og er med i den anden pulje i EHF Champions League.

En spiller, som ventes at blive en stor profil på holdet, er den 26-årige kroat, venstre backen Ante Kuduz, der i sidste sæson spillede for det rumænske mesterhold, Dinamo Bukarest, og som blev kåret til den bedste spiller i den rumænske liga.

Holdet råder også over den russiske veteran på venstre fløj, Timur Dibirov, der i perioder også benyttes som playmaker, og venstre backen Filip Taleski, der bl.a. tidligere har spillet i Rhein-Neckar Löwen.

Det Vardar-hold, der på forhånd kunne ligne en af puljens svageste hold, skal absolut regnes blandt et af de sikre til at gå videre blandt de seks bedste. Og der venter alle modstandere en meget vanskelig opgave mod dem, ikke mindst i Jane Sandanski Arena i Skopje.
 
Eksklusivpartnere