- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 
PRÆSENTATION: PARIS SAINT-GERMAIN

 

Klubnavn: Paris Saint-Germain Handball.
Hjemby: Paris
Land: Frankrig
Stiftet: I 1941 som Patriotes d’Asnieres – i 2012 blev det Paris Saint-Germain Handball.
Hjemmebane: Stade Pierre de Goubertin
Kapacitet: 4.272.
Titler: 6 x fransk mester siden 2012 – det kiksede i 2013-2014, da Dunkerque vandt. 4 x pokalmester og fire gange Super Cup-vindere.
Cheftræner: Raul Gonzalez (Spanien)
Tilgange denne sæson: Vincent Gerard, målmand, fra Montpellier. Gudjon Valur Sigurdsson, venstre fløj, fra Rhein-Neckar Löwen og Kamil Syprzyk, stregspiller, fra FC Barcelona.
Afgange denne sæson: Thierry Ohmeyer, målmand, stoppet. Uwe Gensheimer, venstre fløj, til Rhein-Neckar Löwen, højre backen Luka Stepancic til Pick Szeged i Ungarn.
Klubskifter til næste sæson, 20/21, som allerede er meldt ud: Tilgang: Dainis Kristopans, højre back, fra RK Vardar, venstre fløjen Mathieu Grebille fra Montpellier og det franske stortalent Elohim Prandi.  Afgang: Sander Sagosen, playmaker/venstre back, til THW Kiel.
 
--
 
Olie-millionerne fra Qatar flyder i stride strømme over håndboldklubben i Paris, men Mikkel Hansen og co. mangler fortsat det største trofæ af den alle: Sejren i VELUX EHF Champions League.
 
Holdet sidder ret sikkert på tronen i Frankrig, men det kniber i høj grad på den europæiske scene, hvor holdet sidste sæson røg ud i kvartfinalen til polske PGE Vive Kielce efter et nederlag på 10 mål i Polen i den første kamp. De fire foregående sæsoner nåede Paris SG finalen i Champions League, men tabte.
 
Derfor er det et topmotiveret fransk stjernemandskab med bl.a. Mikkel Hansen og to tidligere Aalborg Håndbold-spillere, Henrik Toft Hansen og Sander Sagosen, der går i gang med kampene i den hårde pulje.
Vi spiller i Paris lørdag 2. november, og søndag 24. november løber det stjernespækkede mandskab på banen i Jutlander Bank Arena.
 
Netop Sander Sagosen er, efter at han forlod Aalborg Håndbold i 2017,  i gang med sin tredje og sidste sæson i Paris-klubben, da han næste sæson fortsætter karrieren i tyske THW Kiel. Et bevidst valg af Sander, der altid har ønsket at spille for den tyske storklub, der synes på vej tilbage mod den absolutte tyske og europæiske top efter et par sæsoners down-periode.
 
I 2012 tog ejerne af fodboldklubben Paris SG håndbolden ind under sine vinger med Qatar-milliardæren Nasser Al-Khelaifi som præsident, og efter sigende har holdet et spiller-budget på 120-130 millioner kroner årligt – godt 10 gange så meget som de danske top fire-klubber.
 
Det er den tidligere franske landsholdsmålmand og THW Kiel-spiller, Bruno Martini, der styrer det sportslige set up i Paris-klubben og har råderetten over det store budget, som rigmændene fra Qatar udstikker, og han lægger i sine udtalelser op til Champions League-kampene heller ikke skjul på, at holdet skal helt til tops i turneringen i denne sæson. Selv nævner han Barca som den største udfordring på vejen til titlen.
 
Brødrene Luka og Nikola Karabatic, højre siden med Luc Abalo og stortalentet på backen, Nedim Remili, svenskeren Kim Ekdahl Du Rietz og den islandske veteran Gudjon Valur Sigurdsson udgør sammen med allerede nævnte spillere et stjernemandskab, som også i denne sæson er presset på resultater – de skal vinde Champions League. De er dog ikke ene om den ambition, så der venter store udfordringer for Karabatic, Sagosen og Hansen, når knock out-kampene spilles til foråret.
 
Et pres, som vores egen Henrik Møllgaard kan tale med om. Han var i den franske storklub i tre sæsoner – 2015-2018 - og oplevede udfordringerne i Champions League på nærmeste hold.
 
Paris har op til denne sæson sagt farvel til blandt andre højre backen, Luka Stepancic, der er skiftet til Pick Szeged, og der er ikke hentet en decideret erstatning ind for ham til at supplere stjernespilleren Nedim Remili. Det er planen, at de to fløj-spillere, Luc Abalo og Benoit Kounkoud skal afløse på back-pladsen, men i de tætte kampe ligner det fuld spilletid til Remili.
 
Nye på holdet i denne sæson er blandt andre den islandske veteran på venstre fløj, Gudjon Valur Sigurdsson, 40 år - og med et håndbold cv, der giver selv de mest garvede håndbold-nørder åndenød. 322 A-landskampe for Island og 1707 mål, og han er fortsat på landsholdet.
 
Frem til 2001 spillede han hjemme i island i barndomsklubben Grotta og senere i Akureyri.  I snart 19 sæsoner har han været professionel i europæiske storklubber og vundet nationale mesterskaber i Tyskland, Danmark og Spanien og favorit til at gøre det med Paris i Frankrig i denne sæson. I 2015 vandt han Champions League med Barcelona. En imponerende karriere af en meget stor personlighed på og uden for banen.
 
Eksklusivpartnere