Præsentation: Telekom Veszprém



Klubnavn: Telekom Veszprém (navnet Telekom relaterer til klubbens hovedsponsor - den ungarske afdeling af Europas største teleselskab)
Hjemby: Veszprém.
Land: Ungarn.
Hjemmebane: Veszprém Arena.
Kapacitet: 5.096.
Stiftet i 1977.
Titler: 26 x ungarsk mester, 27 x ungarsk pokalvinder, 2 x vinder af European Cupwinners Cup, 3 x SEHA League vinder.
Cheftræner: David Davis.
Assistenttrænere: Carlos Perez og Porobic Haris.

Afgang denne sæson: Arpad Sterbik, målmand, stoppet. Borut Mackovsek, venstre back, til MOLPick Szeged. Mirsad Terzic, venstre back, til Wisla Plock. Dragan Gajic, højre fløj, til Limoges. Pawel Paczkowski, højre back, til Meshkov Brest.

Tilgang denne sæson: Rodrigo Corrales, målmand, fra Paris Saint-Germain. Nikolaj Markussen, venstre back, fra Bjerringbro-Silkeborg. Daniil Shishkarev, højre fløj, fra Vardar. Jorge Magueda, højre back, fra Pick Szeged. Patrik Ligetvari, venstre back, tilbage fra udlån i Naturhouse La Rioja.
——

Rasmus Lauge og Nikolaj Markussen - to af bagspillerne hos Danmarks suveræne verdensmestre i 2019 - er blandt den kavalkade af stjerner, der gør Telekom Veszprém til et af Europas absolut stærkeste hold og blandt favoritterne i EHF Champions League. Forud for CL-premieren blev Telekom Veszprém således rangeret øverst af EHF i en styrkebedømmelse - foran Barca og Paris Saint-Germain.

Mens Nikolaj Markussen er ny i klubben i denne sæson, kan Rasmus Lauge se tilbage på en god debutsæson, hvor hans bedrifter for klubben og det danske landshold førte til nominering af IHF (det internationale håndboldforbund) som verdens bedste spiller 2019 - på linje med Niclas Landin, der fik hæderen, Mikkel Hansen, Luka Cindric og Sander Sagosen.

I Telekom Veszprém har Rasmus Lauge bl.a. bidraget til andenpladsen i Champions Leaguegruppespillet med samme pointtal som gruppevinderen THW Kiel, og efter corona-afbrydelsen af turneringen har disse to hold sammen med Barca og Paris fået adgang til det udsatte Final4-stævne i Köln, hvor Telekom Veszprém og THW Kiel tørner sammen i semifinalen 28. december.

28. oktober tidligere spillede THW Kiel og Telekom Veszprém 31-31 i denne sæsons Champions League, hvilket var sæsonens hidtil eneste pointtab for det ungarske storhold, inden vi 25. november sensationelt besejrede dem 32-30 på deres egen boldgade. Det var nok den største bedrift i Aalborg Håndbolds historie og en sød revanche efter hjemmekampen en uge tidligere mod Telekom Veszprém, der i Jutlander Bank Arena vendte 16-18 ved pausen til 33-27 sejr.

Vi har en gang tidligere tørnet sammen med Telekom Veszprém i CL-gruppespillet. Det var i november 2017, da vi blev besejret 30-24 i Ungarn, men tog revanche tre uger senere med en overraskende sejr på 29-26 i Jutlander Bank Arena. Vores trup talte dengang seks spillere, der stadig optræder i klubben - Mikael Aggefors, Buster Juul, René Antonsen, Magnus Saugstrup, Sebastian Barthold samt Andreas Holst, der blev topscorer i hjemmekampen med seks træffere.

Telekom Veszprém deltager i Champions League for 20. år i træk og har med fire andenpladser sat et solidt aftryk. Klubben tabte finalen til Magdeburg i 2002, til Barcelona i 2015 og til Vive Kielce i 2016, mens Vardar tog stikket hjem i 2019.

Rasmus Lauge var i sidste sæsons CL-gruppespil tredjebedste målskytte hos Telekom Veszprém med i alt 49 scoringer, overgået af den garvede serbiske kollega i bagkæden Petar Nenadic (62 mål) og den slovenske højre fløj Dragan Gajic (61 mål) - sidstnævnte har nu forladt klubben.

Både Rasmus Lauge og 212 cm “fyrtårnet” Nikolaj Markussen har kontrakt med Telekom Veszprem til sommeren 2022.

De to danskere har to nordiske klubkammerater i skikkelse af den svenske streg Andreas Nilsson og den norske højre back Kent Robin Tönnesen, der har optrådt for Telekom Veszprém siden henholdsvis 2014 og 2017.

Truppen er spækket med markante landsholdsnavne og tæller spillere fra hele 14 nationer. De mest prominente nyerhvervelser i denne sæson er den spanske duo Rodrigo Corrales og Jorge Magueda. Rodrigo Corrales - EM-guldvinder i både 2018 og 2020 - skal afløse målmandslegenden Arpad Sterbik og fik en fornem start som banens bedste, da Telekom Vezprém 6. september besejrede Vardar 35-27 i finalen i den sydøsteuropæiske liga, SEHA League, og 10 dage senere var Corrales værdifuld med 17 redninger i CL-premieresejren på 28-24 ude over Nantes. Højre backen Jorge Maguedas visitkort tæller bl.a. VM-guld i 2013 og EM-guld i 2020 med Spanien samt en CL-titel med Vardar i 2017. Jorge Magueda spillede en stor rolle i Spaniens 22-20 sejr over Kroatien i EM-finalen 2020 og blev valgt til turneringens All Star hold.

11. november satte den makedoniske venstre fløj Dejan Manaskov klubrekord i Telekom Veszprém, da han scorede 16 gange - halvdelen på straffekast - i ligasejren på 29-25 over Ferencvaros. To dage senere vandt Telekom Veszpré​m - i holdets sidste opgave før turen til Aalborg - 40-21 over SBS-Eger, og efter 10 kampe har holdet maksimumpoint i den hjemlige liga med en samlet måldifference på 166.

I kulissen råder Telekom Veszprém over håndboldikonet Laszlo Nagy, der i sin fornemme aktive karriere bl.a. vandt Champions League med FC Barcelona i 2005 og 2011. Han satte punktum med syv sæsoner i Telekom Veszprém, hvorefter han i sommeren 2019 skiftede rolle til sportsdirektør.

I Ungarn er der på grund af coronaen ikke kåret nogen mester i 2019-2020. Forinden erobrede Telekom Veszprém 12 af 13 titler, kun afbrudt af den mangeårige rival Pick Szegeds triumf i 2017-2018.

Byen Veszprém tæller 60.000 indbyggere og ligger i det vestlige Ungarn - tæt på Balaton-søen, små 100 km fra Budapest.
 
Eksklusivpartnere