En spændende halvsæson forude

- 03/01/19


Året hedder nu 2019, og i første halvdel af det nye år har vi masser af spændende udfordringer at se frem til.

Vores kontor i Gigantium er igen åben, mens spillerne træner individuelt lidt endnu, inden de samles til fælles træning for første gang i 2019 den 9. januar.

Og der er en masse at forberede og se frem mod fra første fløjt af anden halvsæson – vi starter nemlig ud med et vaskeægte topbrag i en kamp mellem ligaens nummer 1 og 2, når vi tørner sammen med GOG i Jutlander Bank Arena lørdag 2. februar. Køb din billet til topopgøret lige her.

Det er blot den første af mange spændende kampe, der venter i foråret. Vil du være sikret adgang til alle kampe, kan du købe dit halvårssæsonkort gældende til samtlige hjemmekampe den resterende del af sæsonen. Læs mere og køb her. 

I marts kan vi også se frem til vores sjette Final4 deltagelse på otte år, når BOXEN danner ramme om denne sæsons Santander Final4. Final4-stævnet afvikles i weekenden 16./17. marts, og vi møder Bjerringbro-Silkeborg i semifinalen. Allerede nu kan du købe din billet til Aalborg-området – læs mere her.

Inden det bliver alvor har vi også et par spændende testkampe på programmet. Tirsdag 15. januar kl. 19.00 møder vi 1. divisionsholdet Frederikshavn FI i Brønderslev, mens vi tirsdag 22. januar kl. 11.00 tørner sammen mod norske Drammen HK i Silkeborg.

Januar måned står også i VM håndboldens tegn – og imens størstedelen af spillerne er samlet i Aalborg til intense forberedelser frem mod de kommende udfordringer, så har vi også enkelte deltagere ved den kommende slutrunde.

Slutrunden spilles i Danmark og Tyskland, og Henrik Møllgaard er blandt de udvalgte, der skal forsvare de danske farver på hjemmebane. Vores to islændinge, Janus Smarason og Ómar Ingi Magnússon, er også begge en del af den islandske 20 mands-trup, der fortsat er i spil til den endelige udtagelse.
 



Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere