Erevik om redningen: Dækkede Lars' favoritskud

- 01/04/12
Sidste sæson spillede Ole Erevik og super-veteranen Lars Christiansen  på hold sammen i Kolding.

I går stod de ansigt til ansigt i kampens afgørende situation: Ole Erevik i Aalborg-målet og Lars Christiansen på straffekastpletten for KIF Kolding.

Tidligere i kampen misbrugte Lars Christiansen et straffekast på Erevik, senere nappede nordmanden også et straffekast fra Lukas Karlsson, og efterfølgende scorede Christiansen  to mål fra pletten.

Hal-uret i Tre-For Arena i Kolding viste 40 sekunder tilbage.

- Lars skød i hundredvis af straffekast på mig til træning i Kolding, så jeg ved, at han har to favorit-steder, hvor han skyder. I denne afgørende situation satsede jeg og prøvede at dække af for de to steder, hvis han valgte en af dem. Det gjorde han, så det var skønt, siger Ole Erevik.

Først scorede Bjerringbro-Silkeborg kun 20 mål imod os, og i går blev Kolding holdt nede på 22 mål. Ikke  kun på grund af godt spil af Erevik.

- Vi har trænet og snakket meget forsvar de seneste uger, og det har givet resultat. Vi får lukket godt af på midten, og de to backs sørger også for færre gennembrud på ydersiderne, siger Ole Erevik, der nu ser frem mod de kommende kampe i slutspillet - først i Viborg onsdag 11. april og hjemme mod Kolding lørdag 14. april.

- Vi er kommet godt fra start, men der er stadig lang vej endnu i slutspillet. En kamp af gangen. Vi kan jo ikke tåle at slutte a point med hverken Bjerringbro-Silkeborg eller Kolding, fordi det så er placeringen i grundspillet, der tæller, så vi skal foran dem, siger Ole Erevik, der i dag søndag har sat kursen mod først Oslo og derefter Bodø i Nordnorge for at spille landskampe i Bring Cup. Sammen med blandt andre Kristian Kjelling og Håvard Tvedten.


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere