​Et point fra finaleplads

- 25/05/19

Søndag eftermiddag tager vi turen til Silkeborg, hvor der kl. 16.00 fløjtes til start i 2. DM-semifinale. Og det står helt klart, hvad der er på spil – får vi point booker vi samtidigt en plads i DM-finalen, mens et nederlag vil betyde en 3. og altafgørende semifinale i Jutlander Bank Arena på torsdag.

Med onsdagens forløsende 33-30 sejr over Bjerringbro-Silkeborg har vi givet os selv det bedst mulige udgangspunkt inden søndagens 2. semifinale.

Missionen er dog fortsat langt fra færdiggjort. Vi skal bruge et point søndag eftermiddag i Silkeborg, hvis vi skal udnytte onsdagens sejr og spille os i vores 5. DM-finale på ti år – og ellers skal det hele afgøres torsdag i Aalborg.

Det bliver dog ingen nem opgave at sikre os finalepladsen søndag, når vi gæster en tæt på udsolgt JYSK Arena. De seneste fire indbyrdes opgør i Silkeborg har vi da også måtte rejse tomhændet hjem.

Men den statistik er vi opsatte på at bryde, og vi vil bygge videre på onsdagens overbevisende indsats i Jutlander Bank Arena.

Vi stiger således på bussen mod Silkeborg med ét mål for øjet: At sikre os en plads i DM-finalen.

Til at hjælpe os vil være næsten 200 Aalborg tilhængere, som tager turen med os, og vi er klar til sammen at give den alt i jagten på at sikre os finalepladsen.

Selvom du ikke er med i Silkeborg, har du alligevel mulighed for at følge drengene. Du kan nemlig se kampen direkte på TV2 med kampstart kl. 16.00.
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere