​Fænomenal præstation sikrer 10-måls sejr

- 22/09/19

Det blev en fuldstændig forrygende sen eftermiddag i Jutlander Bank Arena. En formidabel indsats af hele holdet sikrede os en sejr på 30-20 over Zagreb i VELUX EHF Champions League med et fantastisk hjemmepublikum i ryggen.

Hele arenaen boblede af VELUX EHF Champions League stemning fra start, og det var en intens åbning på opgøret, hvor der blev kæmpet for hver en centimeter på banen.

Første halvleg var en tæt affære, der var præget af to gode defensiver, som gjorde det svært for modstanderen at komme til oplagte chancer i det etablerede angreb.

Vi straffede dog Zagreb flere gange med hurtige opløb, og skaffede os derfor et lille overtag.

Et afgørende hul fik vi dog langt fra skabt inden pausen, men vi fik til gengæld spillet os til en pauseføring på 13-11.

Første scoring efter pausen stod gæsterne for, men derfra tog det fart fra vores side!

Intet mindre end ni scoringer på stribe blev det til, og fra en minimal 13-12 føring gik vi lige pludselig til en komfortabel 22-12 føring.

Hullet blev skabt ved at løfte os endnu et niveau defensivt, og gæsterne havde mere end almindeligt svært ved at finde de rigtige løsninger.

Samtidigt var vi hurtige til at komme ud over stepperne, og på den måde fik vi spillet os til en masse gode chancer og lette mål.

Undervejs i anden halvleg lod gæsterne frustrationer få frit spil, og det førte bl.a. til to direkte røde kort.

Det fjernede dog ikke fokus fra vores side, og vi forblev koncentrerede og fortsatte med at holde speederen i bund.

Zagreb-mandskabet fik derfor aldrig chancen for at øjne skyggen af et comeback, og i stedet udbyggede vi føringen til 12 måls undervejs.

Gæsterne fik pyntet på resultatet til slut, og det endte derfor med slutresultatet 30-20. Slutningen ændrede dog ikke på, at vi ovenpå en fantastisk indsats kan sætte to uhyre vigtige point på tavlen.

Sejren blev grundlagt af en betondefensiv, der kampen igennem gjorde det umådeligt svært for gæsterne. Det førte til mange hurtige scoringer i den anden ende, som kampens topscorer med 12 mål, Sebastian Barthold, var en af dem, der nød godt af.

Det var til stor glæde og jubel på lægterne i Jutlander Bank Arena. Tilskuerne havde tydeligvis hungret efter VELUX EHF Champions League håndbold, og de sørgede for en formidabel stemning fra start til slut – en kæmpe tak til jer.

Med sejren fordobler vi pointhøsten i VELUX EHF Champions League og holder os på maksimumpoint efter de to første kampe, og vi har dermed fået en drømmestart på turneringen.

I aften glæder vi os over dagens præstation, mens vi efter natten retter blikket fremad. Der venter os nemlig en svær udfordring i den hjemlige liga, hvor vi onsdag skal en tur til SønderjyskE.
 
MATCHFACTS:
 
Målscorere for Aalborg Håndbold:
Sebastian Barthold 12, Magnus Saugstrup 5, Tobias Ellebæk 3, Mark Strandgaard 2, Mads Christiansen 2, Janus Smarason 2, Benjamin Jakobsen 1, Mishels Liaba 1, Kristian Sæverås 1, Henrik Møllgaard 1. 

Målscorere for HC PPD Zagreb:
Zlatko Horvat 4, Matej Hrstic 4, Filip Vistorop 3, Josip Bozic 2, Aleksander Spende 2, Valentino Ravnic 2, Aleks Vlah 2, Damir Bicanic 1.

Udvisninger:
Aalborg Håndbold: 3 x 2 min.
HC PPD Zagreb: 5 x 2 min. samt to direkte røde kort.

Dagens dommere var tyske Robert Schulze og Tobias Tönnies.

Dagens tilskuertal i Jutlander Bank Arena var 4.133.
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere