​Fantastisk holdindsats giver sejr i rivalopgør

- 24/04/19

Det blev en forrygende aften i Jutlander Bank Arena, hvor et feststemt publikum kunne overvære drengene levere en fremragende indsats, som resulterede i en sikker sejr på 34-28 over Skjern Håndbold.

Vi leverede en sublim håndboldkamp. Der var gode præstationer over hele linjen, og fra start satte vi os på begivenhederne i en særdeles tempofyldt og underholdende affære.

Kampen var et opgør mellem de forsvarende danske mestre og de forsvarende pokalmestre, og det var tydeligt, at begge mandskaber var tændte på at tage teten fra første fløjt.

Der skulle således ikke gå mere end halvandet minut, før kampens første udvisning faldt. Det var en intens og hæsblæsende indledning på opgøret, og heldigvis var det os, der havde bedst kontrol over tingene fra start.

Vi tog fronten og var efter ti minutters spil foran 8-5. På trods af enkelte tilnærmelser fra gæsterne i første halvleg, sluttede vi godt af mod pausefløjtet og kunne derfor gå til pause foran 18-13.

Det var 30 minutter, hvor vi leverede forrygende tempofyldt og flydende angreb, mens vi samtidigt stod solidt i forsvaret med en godt spillende Mikael Aggefors i buret.

De gode takter fortsatte fra anden halvlegs start, og vi så ud til at være på vej mod en sikker sejr i en forrygende kulisse her til aften, hvor det var tydeligt, at vores trofaste hjemmepublikum havde ventet på slutspilshåndbold!

Skjern hang dog i, og midtvejs i anden halvleg fik de vores forspring reduceret til tre mål. Herfra vendte vi dog momentum fuldstændig på hovedet, og en fabelagtig periode på ti minutter vandt vi 6-0.

Da vi nærmede os den afgørende fase, havde vi dermed bragt os foran med ni scoringer, og sejren var reelt i hus. Kristian Sæverås var kommet på mål i løbet af anden halvleg, og han var bl.a. med til at skabe det afgørende forspring med nogle gode redninger.

I slutminutterne blev der byttet lidt mål frem og tilbage, men det ændrede ikke på, at vi kunne juble ovenpå en fantastisk holdindsats med suverænt håndboldspil i lange perioder, som førte til to vigtige point til regnskabet.

Men det krævede også som forventet krigerisk fight og vilje at levere en indsats, som den vi gjorde i dag – bedst symboliseret ved Tobias Ellebæk, der undervejs måtte have flere sting for at sy en hovedskade. På trods af dette vendte han dog tilbage og leverede bl.a. fire mål i perioden, hvor momentum var ved at svinge en smule.

I puljens anden kamp vandt SønderjyskE på udebane over TTH Holstebro. Dagens sejr betyder dermed, at vi får skabt en smule afstand i toppen af slutspilspulje 1, hvor vi er i spidsen med 6 point, hvilket er 4 point mere end vores nærmeste forfølgere i form af Skjern og SønderjyskE.

Næste kamp er på tirsdag ude mod TTH Holstebro. Der resterer fortsat to hjemmekampe i slutspillet. Billetter hertil kan købes lige her.
 
MATCHFACTS:
 
Målscorere for Aalborg Håndbold:
Sebastian Barthold 8, Janus Smarason 6, Ómar Ingi Magnússon 6, Tobias Ellebæk 5, Mark Strandgaard 3, Henrik Møllgaard 3, Magnus Saugstrup 2, René Antonsen 1. 

Målscorere for Skjern Håndbold:
Eivind Tangen 7, René Rasmussen 4, Thomas Mogensen 3, Anders Eggert 3, Jesper Konradsson 3, Christoffer Cichosz 2, Bjarte Myrhol 2, Kasper Søndergaard 2, Sebastian Augustinussen 2.

Redninger:
Mikael Aggefors: 9/28 (32%)
Kristian Sæverås: 4/12 (33%)

Emil Nielsen: 6/33 (18%)
Björgvin Gustavsson: 2/9 (22%)

Udvisninger:
Aalborg Håndbold: 3 x 2 min.
Skjern Håndbold: 5 x 2 min.

Dagens dommere var Per Olesen og Claus Gramm Pedersen.

Dagens tilskuertal i Jutlander Bank Arena var 3.885.


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere