​FC Barcelona trak det længste strå til slut

- 10/11/19

En udsolgt Jutlander Bank Arena dannede i dag en fuldstændig fantastisk kulisse omkring VELUX EHF Champions League kampen mod FC Barcelona. Efter en tæt og flot spillet kamp måtte vi til sidst se os slået 30-34 efter pauseføring til gæsterne på 14-15.

De 5.000 tilskuere fik det til at koge på lægterne fra start, og drengene leverede da også på banen fra første fløjt. Vi lagde således bedst ud, og efter godt 10 minutters spil havde vi spillet os til en føring på 7-4.

Gæsterne fik derefter bedre fat i begge ender og løftede niveauet i afslutningerne. Med tre hurtige scoringer fik de således lukket hullet, og det var derefter tæt mod pausesignalet, hvor gæsterne kunne gå i omklædningsrummet foran med en enkelt.

I anden halvleg fortsatte det med at være tæt, men hver gang vi var lige ved at lukke hullet, trak FC Barcelona en smule fra igen.

Forsvarsmæssigt havde vi svært ved at styre deres temposkift, og de kom til fine chancer. Angrebsmæssigt spillede vi dog også utroligt disciplineret og fin håndbold og kom således også frem til gode scoringschancer.

Vi kunne dog ikke helt få lukket hullet, og FC Barcelona var lige et lille skridt i front. Med fem minutter tilbage hamrede Henrik Møllgaard bolden på stolpen, hvorefter gæsterne sekundet efter scorer i tomt mål.

Det var forskellen på at reducere spaniernes føring til et enkelt mål, mens de i stedet udbyggede den til tre scoringer. I angrebet efter var det igen stolpe ud, da René Antonsen rammer stolpen mod tomt mål.

I stedet for at få kontakt i slutfasen er det i stedet de små marginaler, der går gæsternes vej. Samtidigt må vi også erkende, at vi var oppe mod en verdensklasse modstander, som spillede på et utroligt højt niveau.

En KÆMPE TAK skal lyde til alle tilskuere i den udsolgte Jutlander Bank Arena, som skabte en vanvittig flot stemning under dagens kamp og i høj grad var med til at løfte drengene hele vejen i jagten på point.

Vi skal nu hurtigt lægge dagens kamp bag os. De positive takter fra spillet skal tages med, og så venter der os et topopgør i den hjemlige liga på onsdag, hvor vi gæster Skjern Håndbold.
 
MATCHFACTS:
 
Målscorere for Aalborg Håndbold:
Magnus Saugstrup 6, Buster Juul 5, Henrik Møllgaard 4, Sebastian Barthold 4, Janus Smarason 4, Mads Christiansen 3, Tobias Ellebæk 2, Benjamin Jakobsen 1, René Antonsen 1. 

Målscorere for FC Barcelona:
Aleix Gomez 9, Victor Tomas 7, Luka Cindric 7, Jore Dolenec 3, Lasse Andersson 3, Cedric Sorhaindo 2, Aron Palmarsson 2, Timothey N'Guessan 1. 

Redninger:
Kristian Sæverås: 9/34 (26 %)
Mikael Aggefors: 1/10 (10 %)

Kevin Møller: 8/25 (32 %)
Perez De Vargas: 5/19 (26 %)

Udvisninger:
Aalborg Håndbold: 2 x 2 min.
FC Barcelona: 4 x 2 min. 

Dagens dommere var schweisiske Arthur Brunner og Morad Salah. 

Dagens tilskuertal i en udsolgt Jutlander Bank Arena var 5.000. 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere