​Felix Claar: Kvaliteten er høj

- 12/08/20

23-årige Felix Claar er ny mand i bagkæden, og den svenske playmaker er den sjette og sidste i rækken af nytilkomne spillere, som vi sætter fokus på, inden den nye sæson for alvor starter fredag. 

Felix er flyttet til Aalborg sammen med sin kæreste, Elvira, og selvom de fortsat mangler at udforske dele af byen, så er deres første indtryk rigtig godt.

- Det er en stor by, men det er samtidigt let at komme omkring. Nu har vi ikke set alle dele af Aalborg endnu – men det vi har set, synes vi er vældig spændende, og vi trives allerede rigtig godt, siger Felix Claar.

Han spillede i ungdomsårene i barndomsklubben Norrköpings HK, inden han som 16-årig skiftede til Alingsås HK, hvor han spillede indtil skiftet her til Aalborg Håndbold. Det er derfor første gang, Felix rykker ud over de svenske grænser, og den største udfordring indtil nu har ikke været dem på håndboldbanen.

- Min største udfordring hidtil er helt klart sproget. Det er dog allerede blevet bedre og bedre, men det tager lige lidt, inden man får helt styr på det, siger han med et smil på læben.

De senere år har Felix været en af de bærende kræfter hos et af de absolutte tophold i den svenske liga. Men i sin forholdsvis korte tid i Danmark kan han allerede konstatere, at det sportsligt har været et skridt op.

- Der er meget højere kvalitet hos alle spillere, og tempoet er væsentligt hurtigere end i Sverige. Sportsligt er det også altid en udfordring, når man skal lære at finde sammenspillet med nye holdkammerater, men jeg synes allerede, vi er kommet langt i processen.

Felix har allerede et flot CV trods sin relative unge alder. Han er bl.a. blevet kåret som den mest værdifulde spiller i den svenske liga de to seneste sæsoner, og han har desuden 7 A-landskampe og mere end 50 ungdomslandskampe i bagagen – og nu er han klar til at bygge yderligere lag på.

- Jeg vil kæmpe for at komme ind i klubben på en god måde og gøre mig fortjent til så meget spilletid som muligt – og så arbejder jeg selvfølgelig hele tiden på at udvikle mig som håndboldspiller, siger Felix Claar.

På fredag spiller vi sæsonens første betydende kamp, når vi møder Fredericia på udebane i pokalturneringen. Trods svingende resultater i opstarten føler Felix, at han og holdet er godt rustet.

- Vores træning foregår på et utroligt højt niveau, og vi rykker os hele tiden i den rigtige retning. Det har ikke helt afspejlet sig i vores seneste testkampe, og jeg tror, vi skal prøve at være knap så anspændte i kampsituationer. Men overordnet set føler jeg, at vi er et godt sted, og jeg er meget fortrøstningsfuld, inden det går løs, forklarer Felix Claar.

Til slut spurgte vi Felix, hvad han glæder sig allermest til, og der kom svaret prompte.

- At spille EHF Champions League med Aalborg Håndbold. Det bliver virkelig fedt.
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere