Fin præstation trods nederlag i Paris

- 02/12/17

Vi leverede en fin indsats mod Paris Saint-Germain i aftenens kamp, men vi måtte alligevel se os slået 31-28 af det stjernespækkede franske mandskab. Pausestillingen var 16-14.

Hjemmeholdet kom i højt tempo fra start og bragte sig hurtigt foran 2-0. Det rystede os dog ikke, og vi holdt fast i vores tålmodige 7 mod 6 spil, som vi praktiserede i store dele af kampen.

Det gav os også føringen undervejs i første halvleg, som var en tæt affære. Mod slutningen af halvlegen gik det desværre PSGs vej, og de fik vendt 12-13 til pausestillingen, 16-14.

Fem minutter inde i anden halvleg havde hjemmeholdet opbygget en firemålsføring. Med en Martin Larsen scoring i tomt mål nogle minutter senere fik vi igen forspringet ned på blot to mål.

Herfra maste franskmændene med deres store fysik sig dog langsomt til en større føring, som de udbyggede stille og roligt. Med ti minutter igen var forspringet nået op på syv mål.

Vi fortsatte stadigvæk med stor fight, og først et brændt straffekast tre minutter før tid afgjorde kampen endegyldigt. Det hele endte i et 31-28 nederlag efter en kamp, hvor vi leverede flot fight og i perioder rigtig fint spil. I sidste ende måtte vi alligevel indse, at hjemmeholdets styrke var for stor til, at vi kunne hamle op med dem på dagen.

Både Andreas Holst og Buster Juul havde rigtig godt gang i skudarmen i dag, og de sluttede med henholdsvis ni og syv scoringer – kun overgået af hjemmeholdets Uwe Gensheimer med 10 mål.

Under dagens kamp var vi igen uden Arnór Atlason, Tobias Ellebæk, Patrick Wiesmach og Sebastian Barthold, der alle fortsat døjer med skadesproblemer. Næste test er på onsdag, hvor vi drager til 888ligakamp i Skjern.

MATCHFACTS:

Målscorere for Paris Saint-Germain:
Uwe Gensheimer 10, Nikola Karabatic 6, Nedim Remili 4, Edouard Kempf 3, Jesper Nielsen 3, Luka Stepancic 2, Henrik Møllgaard 1, Sander Sagosen 1, Mikkel Hansen 1. 

Målscorere for Aalborg Håndbold:
Andreas Holst 9, Buster Juul 7 (4), Magnus Saugstrup 3, Martin Larsen 3, Janus Smarason 2, Lovro Jotic 2, Jacob Hessellund 1, Simon Hald 1.  

Udvisninger:
Paris Saint-Germain: 3 x 2 min
Aalborg Håndbold: 4 x 2 min
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere