Final4-finale glippede trods solid føring i 1. halvleg

- 02/02/13
Finalen i Final4 glippede. 29-26 til Skjern efter 2 x 5 minutters omkamp i NRGi Arena i Aarhus, efter at den ordinære kamp var sluttet 23-23. Skjern er dermed klar til finalen mod Århus Håndbold, der besejrede Skanderborg efter en ligeledes tæt semifinale. 

I de første 28 minutter havde vi et solidt spillemæssigt overtag, der gav en føring på 13-8. Kristian Gjessing havde lige fået direkte rødt kort for en hård tackling af Johan Jakobsson, og vi havde to minutter til at øge føringen. 

Sådan gik det ikke. Vi manglede kynisme som vi gjorde i resten af kampen. I stedet scorede Claus Møller Jakobsen to mål til pause-stillingen 13-10. Det gav Skjern-holdet troen tilbage , og allerede i de første fem minutter fik vi et forvarsel om, at vort angrebsspil ikke fungerede. Skjern kom på 12-13, og efter 10 minutter var vi indhentet ved 15-16. 

Herefter blev kampen primært på Skjerns præmisser. Ligesom som i de første 30 minutter dækkede vi bund-solidt op, og Johan Sjöstrand vandt klart målmandsduellen med Skjerns keepere, der skiftede et utal af gange i løbet af kampen. 

Kun et forrygende come back af Håvard Tvedten med en række scoringer fra fløjen og på straffekast holdt os inde i kampen, mens hverken bagspil eller stregspil fungerede. Alligevel var vi tættest på sejren i den ordniære spilletid, da Sjöstrand pillede et skud fra Møllgaard med 50 sekunder tilbage. Vi havde bolden, og ved 29,23 min tog Nikolaj Jacobsen time out. Alligevel lykkedes det os ikke at komme til en kvalificeret afslutning, og så stod den på omkamp. 

Afgørelsen faldt allerede i første halvleg af kampen. To mål af Møllgaard og et af Kasper Søndergaard bragte Skjern på 26-23 - uden at vi formåede at score.  Vi kom dog godt igen i anden halvleg af omkampen og efter knap tre minutters spil reducerede Håvard Tvedten til 25-26, men med under to minutter tilbage øgede Søndergaard til 27-25, og så var kampen afgjort. 

Et bittert nederlag i en kamp, hvor vi fightede godt, spillede 28 gode minutter i 1. halvleg, men derefter manglede vi løsninger i angrebsspillet, som blev meget stift og uden struktur. 

Om tre dage er vi klar igen, så gælder det KIF Kolding København i Gigantium. 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere