Finalen glippede - trods måske sæsonens bedste kamp

- 23/05/15
Vi var tæt på at skabe den store sensation og sikre os plads i DM-finalen, men en imponerende sejr på 28-25 i Kolding var desværre ikke nok. Vi tabte første semifinale i Aalborg 27-21, og det var der finalepladsen røg.

De sidste fem minutter i Kolding blev høj-dramatiske. Vi havde et par gange chancen for at komme foran med fem mål, men var presset på tiden og var nødt til at tage lidt satsede afslutninger. Det betød, at de rutinerede modspillere kunne ride stormen af. Vi fik dog sat en tyk streg under vores store kvaliteter, og alle spillere bød ind med en flot indsats i samtlige 60 minutter. Kolding skal være glad for, at kampen ikke varede yderligere fem minutter. Så havde vi nappet finalepladsen. 

Nu fik vi "kun" fornøjelsen af at tilføje Kolding sæsonens første nederlag på egen bane. 

Vi viste fra kampens start, at vi troede på chancen, og Martin Larsen bankede målene ind. Vi førte indtil 7-7 og fulgte med til 13-13, indtil Kolding gik til pausen foran med to mål. 

Jesper Jensen satte Emil Berggren på banens fra 2. halvlegs start, og han satte sig straks i respekt med tre flotte scoringer. Vi fulgtes ad til 20-20 efter 12 minutter, men derefter var vi i front. 

Imponerende fight og flot spil over hele linien, men desværre ikke nok. 

Til lykke til KIF Kolding København med finalepladsen. 

Vi indleder kampen om bronze med kamp på udebane på torsdag mod enten Skjern Håndbold eller Bjerringbro-Silkeborg, og så slutter vi sæsonen af i Jutlander Bank Arena søndag 31. maj kl. 15.00 med returkamp. 

Køb din billet allerede nu her.


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere