Flere end 3.500 tilskuere på lægterne i Gigantium til Sport 24 Super Cup

- 21/08/14
Det nordjyske håndboldpublikum viser stor interesse for de to kampe ved Sport 24 Super Cup, der spilles i Gigantium fredag aften. 

kl. 18.00 mødes de to stærke damehold Viborg HK og FC Midtjylland, og kl. 20.00 indtager herrespillerne fra KIF Kolding København og Aalborg Håndbold banen i Gigantium for at dyste om sæsonens første titel.

Det er Divisionsforeningen Håndbold, der arrangerer Sport 24 Super Cup, mens Aalborg tager sig af det praktiske i forbindelse med kampene.

- Der kommer mindst 3.500 tilskuere, siger direktør Jan Larsen. Det er super fedt at skyde sæsonen i gang med Super Cup, og det er glædeligt, at der kommer så mange tilskuere. Det er fire stærke hold med mange profiler, så jeg håber og tror, at vi får to underholdende og seværdige kampe.

De to midtjyske damehold plejer at give hinanden tætte kampe, og det kan vi også forvente os denne gang. Samtidig er der gensyn med to karimastiske trænere på de to hold: Den tidligere Aalborg DH-træner Christian Dalmose er cheftræner hos Viborg HK, mens Helle Thomsen, tidligere Frederikshavn, står i spidsen for FC Midtjylland.

Kampene mellem KIF Kolding København og Aalborg Håndbold indeholder næsten også altid garanti for intensitet, drama og stor jævnbyrdighed, og det er samtidig mulighed for at se Aalborg Håndbolds nye spillere i akton for første gang i Gigantium.

Har du ikke allerede sikret dig billet til kampene - to kampe for én kamps pris - så kan købe på www.aalborghaandbold.dk, ligesom det er muligt at købe billet ved indgangen.
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere