Flot afslutning i EHF Cuppen med meget få ressourcer

- 27/03/16
Ressourcerne var få, men det blev mere end opvejet af vilje og fight, da vi var meget tæt på at snuppe begge point i vores sidste kamp i EHF Cuppen på udebane i Granollers i Spanien. Resultatet blev 24-24 efter spansk føring på 13-10 ved pausen. 

Vi spillede med de samme otte-ni spillere hele kampen, og de fleste af dem var på banen i samtlige 60 minutter. Derfor var det ekstra flot, at vi kom flot igen efter at have været bagud med tre mål ved pausen. 

Vi kom foran for første gang i kampen ved 16-15 efter knap 10 minutter af 2. halvleg. Derfra øgede vi føringen til fire mål ved 21-17 med 13 minutter igen. I den næste periode af kampen kneb det med at komme til scoringer, og hjemmeholdet udlignede til 22-22 med seks minytter igen. Iegn viste vi flot moral. Buster Juul var i 2. halvleg omskolet til stregspillet og scorede til 23-22, og Morten Slundt gjorde det til 24-22 med sit eneste mål i kampen med tre et halvt minut igen. 

Her blev vi ramt af to udvisninger på samme tid. Først en fejlagtig en af slagsen til Håvard Tvedten og dernæst en til Martin Larsen. Vi holdt stand frem til et minut før tid, hvor det blev 24-23, og med ni sekunder igen scorede højre fløjen Sole sit 10. mål i kampen til slutresultatet 24-24. 

Lidt ærgerligt, at det ikke blev til begge point, men set over kampen som helhed kan vi være stolte af vores indsats. Søren Westphal lyste op som holdets bedste spiller med en redningsprocent på 46 og viste dermed berettigelsen af udtagelsen til udviklingslandsholdet. 

Resultatet betyder, at vi slutter EHF Cup-deltagelsen af med tre point mod de to hold, der går videre i turneringen. 

Generelt viste kampen, at vi er på rette spor, og vi har nu to en halv uge frem mod første kamp i slutspillet. Kampen gav comeback i fem minutter i forsvaret til Olafur Gustafsson.

Vi var uden Andreas Palicka, Simon Hald, Rene Antonsen, Jesper Meinby og Emil Berggren. Spillere, som forhåbentligt alle stempler ind i slutspillet. 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere