Flot kulisse satte punktum for Champions League sæsonen

- 04/03/18

Et veloplagt publikum på 4.327 tilskuere skabte en flot ramme om dagens kamp mod SG Flensburg-Handewitt. Gæsterne var dog desværre for stærke på dagen og kan derfor rejse hjem med en 24-31 sejr.

Fra kampens start havde vi svært ved at finde fodfæste, og vi kom hurtigt bagud både 1-4 og 2-5. Med hårdt arbejde fik vi bragt os tilbage og tog endda en 6-5 føring fem minutter senere.

Herfra tog det godt spillende tyske mandskab over, og anført af en velspillende Kevin Møller i mål tog de føringen tilbage, som de udbyggede til 11-15 ved pausen.

Vi hang i efter pausen, og holdt afstanden på 3-4 mål i starten af anden halvleg. Undervejs fik vi dog i perioder brændt for mange afslutninger og lavet for mange fejl, hvilket gæsterne straffede med hård hånd.

De fik derfor udbygget føringen, som anden halvleg skred frem, mens vi kæmpede for at hænge i. Det var dog ikke nok, og Flensburg-Handewitt endte derfor med en fortjent sejr på 24-31 på en dag, hvor de var det bedre hold.

Kampen satte samtidigt punktum for vores deltagelse i dette års VELUX EHF Champions League. Vi leverede mange flotte præstationer undervejs men måtte også sande, at niveauet var rigtig højt i gruppe B, der på forhånd var udnævnt som ’dødens pulje’.

- Vi har oplevet en fantastisk opbakning gennem Champions League turneringen både på hjemme- samt udebane. Det er vi utroligt glade og stolte over, og vi håber det bliver et snarligt gensyn med Champions League håndbolden, siger direktør Jan Larsen. Nu retter vi fuldt fokus mod 888ligaen og i første omgang Mors-Thy Håndbold, som kommer på besøg allerede onsdag i Jutlander Bank Arena, slutter Jan Larsen.

Onsdagens lokalopgør i 888ligaen mod Mors-Thy starter kl. 19.30, og du kan købe din billet til kampen her.

MATCHFACTS:

Målscorere for Aalborg Håndbold:
Martin Larsen 7, Tobias Ellebæk 5, Sebastian Barthold 3, Magnus Saugstrup 3, Patrick Wiesmach 2, Simon Hald 2, Andreas Holst 1, Jacob Hessellund 1.

Målscorere for SG Flensburg-Handewitt:
Holger Glandorf 6, Hampus Wanne 5, Rasmus Lauge 5, Henrik Toft Hansen 5, Thomas Mogensen 3, Lasse Svan 3, Jim Gottfridsson 2, Kevin Møller 1, Marius Steinhauser 1.

Udvisninger:
Aalborg Håndbold: 3 x 2 min.
SG Flensburg-Handewitt: 5 x 2 min.

Dagens dommere var slovakiske Michal Badura og Jaroslav Ondogrecula.

Dagens tilskuertal i Jutlander Bank Arena var 4.327.
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere