Flot rød opbakning på lægterne på søndag i Skjern

- 30/04/14
Der bliver massiv nordjysk opbakning, når vi  søndag kl. 17.05 spiller den anden og afgørende semifinale på udebane i Skjern. Omkring 100 Aalborg Håndbold-fans er på plads, hvoraf størstedelen tager turen til det vestjyske sammen med Aalborg Håndbold Support.

Der er plads til 2.400 tilskuere i Skjern Bank Arena, og der er allerede udsolgt til kampen, som kan følges direkte på TV 2. Dommere bliver Leif Poulsen og Henrik Mortensen.

Vi vandt jo det første opgør i søndags i Gigantium med 27-26, og der skal findes en vinder/finale-deltager på søndag.  Slutter kampen med sejr på præcis 27-26 til Skjern, går de to hold direkte til straffekast. Vinder Skjern kampen med et mål med alle andre cifre end 27-26, går det hold, der har scoret flest mål på udebane, videre til finalen.

Slutter kampen uagjort eller vi vinder, er vi klar til finalerne, der spilles henholdsvis fredag 9. maj kl. 21.15 og fredag 16. maj kl. 21.15. Kommer vi i finalen, er vi sikre på at skulle spille første kamp på hjemmebane i Gigantium fredag 9. maj kl. 21.15.

Den samlede taber af semifinalen på søndag møder den samlede taber af KIF Kolding København - Team Tvis Holstebro i to kampe om bronze-medaljer. Disse kampe fastlægges umiddelbart efter weekendens kampe. KIF Kolding København og Team Tvis Holstebro afgør deres mellemværende lørdag, og KIF Kolding København vandt første opgør i Holstebro 25-23. Lørdagens kamp spilles i Brøndby-Hallen.
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere