Første hjemmekamp efter AG-sejren - Skanderborg på fredag

- 15/11/11

Pladsen i Final4 er sikret, en historisk sejr kom i hus på udebane mod AG København, og vi har spillet "10.000 til håndbold" i Herning - desværre med nederlag - så nu gælder det syv særdeles vigtige liga-kampe på syv uger.

På fredag kl. 19.30 spiller vi den første af disse syv kampe, og det sker på hjemmebane i Gigantium Arena. Her har du mulighed for at hylde holdet for sejren i AG og være med til at heppe holdet frem til sejr over nyoprykkerne fra Skanderborg, der har gjort det flot i ligaen - med 10 point - og hjemmesejre over stærke hold som Bjerringbro-Silkeborg og Team Tvis Holstebro.

- Det er nu, vi skal sætte juleslutspurten ind og komme længere op i tabellen, siger Henrik Møllgaard, der kan glæde sig over, at det tegner til en kamp på fredag med mange tilskuere i Gigantium Arena - og en af vores samarbejdspartnere, Spar Nord, lancerer på fredag ekstra tiltag for at løfte stemningen i arenaen.

Skanderborg-holdet trænes af en af klubbens egne, tidligere spillere, Jesper Holm, og holdet består af  fortrinsvis unge spillere - suppleres af et par rutinerede, anført af fighteren Kasper Povlsgaard. Målet vogtes af Jonas Hansen og Jesper Sørensen, og to tidligere Mors-spillere, playmakeren Rasmus Kaagaard og højre backen Peter Balling sætter et højt tempo sammen med blandt andre Matias Helt Jepsen. Holdet er også kendt for at dække meget offensivt - i perioder gerne 3-3, men skifter meget mellem de forskellige forsvarsformationer.

Vi må defintivt undvære Olexandr Shevelev, der er ude med en fibersprængning i skulderen, ligesom det fortsat er et kapløb med tiden, om højre backen Johan Jakobsson bliver klar til kampen.

Der skal fuld tryk på kedlerne både på og uden for banen for at sikre de to point, så det kan blive en rigtig god fredag aften.



Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere