Første sejr i ligaen i sikker stil - 29-19 over Skive

- 09/09/13
Vi havde sidste sæson problemer med at spille mod Skive i begge kampe. De problemer var væk i denne kamp, som vi beherskede fra første fløjt. Dermed er de første to point på kontoen - efter en kamp, hvor cheftræner Nikolaj Jacobsen fik fordelt ressourcer bredt på hele bænken.

Således var Ole Erevik slet ikke på banen, mens Håvard Tvedten kun var inde og skyde fire straffekast, som han alle scorede på. Morten Slundt var omklædt, men blev sparet på grund af fortsatte lyske-problemer. Stig Bugge, Marcus Mørk og Tobias Aren sad alle ude med skader.

Fra 7-5 midt i 1. halvleg trak vi fra, og Skive scorede kun to mål i det sidste kvarter af halvlegen.

Richard kappelin, der vogtede målet alle 60 minutter, leverede en fin indsats og havde mange flotte redninger.

I 2. halvleg fortsatte vi med at score, når det var nødvendigt for at holde afstanden på de ca. 10 mål, og bortsat fra højre backen Marius Hovde Andersen, der scorede ni mål, havde vi helt styr på Skives spil.

Så er vi klar til braget på lørdag kl. 14.30 i Gigantium mod Kristian Kjelling og co. fra Bjerringbro-Silkeborg.


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere