​Førstepladsen skal fastholdes

- 03/10/19

Fredag aften er der ligahåndbold på programmet i Jutlander Bank Arena, når Lemvig-Thyborøn Håndbold kommer på besøg. Kampstart er kl. 18.30.

Vi har fået en rigtig god start i Primo Tours Ligaen, hvor vi ligger i spidsen med 9 point efter fem kampe. Førstepladsen deler vi i øjeblikket med Ribe-Esbjerg, der dog har spillet en kamp mere. Med en sejr fredag aften kan vi dermed spilles os tilbage alene i spidsen.

Gæsterne har fået en blandet åbning på sæsonen, og de er placeret på en øjeblikkelig 11. plads med 3 point for fem kampe. De tabte deres seneste kamp hjemme mod Nordsjælland, mens de inden da har hentet point ude mod KIF Kolding samt en flot hjemmesejr over Bjerringbro-Silkeborg.

Lemvig-Thyborøn mistede op til denne sæson deres mest scorende spiller i fjor i form af Jonas Gade. De har i stedet hentet en anden Jonas med efternavnet Langerhuus, der er kommet rigtig godt fra start hos fredagens modstander.

I de første fem kampe er han noteret for i alt 32 mål – alle i åbent spil. Det placerer ham på en 5. plads på topscorerlisten.

Vi indtager Jutlander Bank Arena som klare favoritter til fredagens kamp, hvor vi dog med garanti vil blive mødt af et gæstende mandskab, der vil spille friskt til og forsøge at gribe chancen.

Efter knap to uger uden hjemmekampe glæder drengene sig til igen at løbe på banen foran vores trofaste hjemmepublikum, hvor vi sammen skal forsøge at udbygge vores stime uden nederlag til 13 kampe.

Du kan stadig nå at sikre dig din billet til kampen! Dette gøres på vores billetshop her.
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere