Forårssæsonen starter med et brag

- 30/01/19


På lørdag kan vi igen invitere til tophåndbold i Jutlander Bank Arena – og hvilket brag vi har i vente. Et vaskeægte topopgør er på programmet med besøg fra GOG, og udenfor banen er der også lagt i kakkelovnen til en forrygende start på anden halvsæson.

VM-festen er ovre, og på lørdag er det vores tur til at føre håndboldfeberen videre. Vi indtager andenpladsen i Herre Håndbold Ligaen – et point efter vores fynske modstander. Der er altså to uhyre vigtige point på spil, når startfløjtet lyder kl. 16.10.

- Vi glæder os virkelig til at komme i gang igen, og ser man på tabellen, taler den sit tydelig sprog omkring vigtigheden af kampen. Kombineret med VM-feberen mærker vi tydeligt den enorme interesse, og Jutlander Bank Arena skal nok ramme kogepunktet fra første fløjt i 2019, siger direktør Jan Larsen.

På lørdag kan vi også invitere til et kæmpe børnehjørne i ’Eniig Kids Corner’ med flere hoppeborge, skydeskive, balanceredskaber og meget mere – der er kort sagt aktiviteter for børn i alle aldre.

Matchpartner Himmerland Forsikring, og de deltager også i festlighederne med et fantastisk tilbud. Ved at udfylde deres flyer på lørdag ved deres stand i Arenaen, vil du modtage et uforpligtende forsikringstilbud og derefter et gavekort på 300 kr. til Bones.

Der er altså mange gode grunde til at glæde sig til lørdag, hvor mere end 4.000 allerede har sikret sig adgang til årets åbningsbrag i Jutlander Bank Arena. Du kan dog fortsat sikre dig din billet til topkampen lige her.
 



Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere