Forrygende aften – fjerdepladsen er vores!

- 28/03/18
En flot præstation gav os en 27-25 sejr over GOG, mens Nordsjælland samtidigt besejrede TTH Holstebro. Resultaterne betyder, at vi tager fjerdepladsen i grundspillet, der dermed giver et point med videre til slutspillet.

Fra begyndelsen var det en tæt affære, hvor de to hold fulgtes godt ad. Det var dog fynboerne, der først fik lidt luft og spillet sig til en firemålsføring.

En god afslutning på halvlegen hjalp os til at lukke dette, og vi kunne derfor gå til pause helt lige, 12-12.

I begyndelsen af anden halvleg bølgede det lidt frem og tilbage med føringer til begge hold. Igen var det dog udeholdet, der først trak fra og spillede sig i front med tre mål.
Men vi gav ikke op og fortsatte med at hænge i. Det endte også med at give pote, og med godt seks minutter tilbage fik vi lukket hullet helt ved 24-24.

I en tæt slutfase sendte Magnus Saugstrup os i front på en kontrascoring med halvandet minut igen. Efterfølgende lukkede vi ned med flot forsvarsspil, og i det efterfølgende angreb kunne Janus Smarason, der igen var med efter en længere skadespause, lukke kampen til slutresultatet 27-25.

Og da det efter slutfløjtet lød udover højtalerne, at Nordsjælland havde besejret TTH Holstebro, kunne den endelige jubel bryde løs for de 4.690 fremmødte, der skabte en fabelagtig stemning her til aften.

Vi er nu havnet i slutspilspulje 1, hvor vi har taget et point med over via vores fjerdeplads i grundspillet, mens Skjern Håndbold har to point med grundet deres førsteplads i grundspillet.

De to øvrige hold i vores slutspilspulje er TTH Holstebro og Århus Håndbold. Første kamp bliver ude mod TTH Holstebro onsdag 11. april, mens første hjemmekamp bliver mod Århus Håndbold lørdag 14. april. Det endelige tidspunkt kendes fortsat ikke – det forventes dog fastlagt en af de kommende dage, og her vil billetsalget ligeledes starte til kampen.

MATCHFACTS:

Målscorere for Aalborg Håndbold:
Tobias Ellebæk 8, Janus Smarason 3, Martin Larsen 3, Andreas Holst 3, Jesper Meinby 2, Magnus Saugstrup 2, Simon Hald 2, Sebastian Barthold 1, Jacob Hessellund 1, René Antonsen 1, Buster Juul 1.

Målscorere for GOG Håndbold:
Niclas Kirkeløkke 6, Lasse Møller 6, Henrik Jakobsen 4, Magnus Jøndal 2, Mark Strandgaard 2, Emil Jakobsen 2, Frederik Clausen 1, Frederik Bo Andersen 1, Torsten Laen 1.

Udvisninger:
Aalborg Håndbold: 3 x 2 min.
GOG Håndbold: 3 x 2 min.

Dagens dommere var Mads Dahl Hermann og Jesper Madsen.

Dagens tilskuertal i Jutlander Bank Arena var 4.690.
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere