​Fortrinlig åbning på Champions League

- 15/09/19

Vi fik den bedst tænkelige start på denne sæsons VELUX EHF Champions League turnering med en overbevisende 10 måls sejr på udebane over Elverum. Slutresultatet blev 24-34 efter pauseføring på 12-18.

Der var ingen tegn på startnerver fra første fløjt for nogle af mandskaberne. Der blev åbnet med fuld fart over feltet, og efter et kvarters spil var der sat 18 scoringer på tavlen – 9 til hvert hold.

Ved midtvejspunktet i første halvleg begyndte vi at få bedre fat forsvarsmæssigt, og det fik sat yderligere skub i kontrafasen, der fungerede upåklageligt i dagens kamp.

Vi fik således taget et solidt greb om kampen, hvor vi begyndte at trække fra mod slutningen af første halvleg til en komfortabel pauseføring på 12-18.

Efter pausen kom hjemmeholdet ud med fornyet energi i et forsøg på at komme tilbage i kampen, og de fik i anden halvlegs indledning hentet et par scoringer.

En særdeles velspillende Mads Christiansen sørgede i mellemtiden for et par vigtige scoringer, som holdte norske Elverum på afstand.

Og efter cirka 40 minutters spil var der én nordmand, der begyndte at stjæle rampelyset. Det var vores egen Kristian Sæverås i målet.

De sidste 20 minutter diskede han op med et utal af redninger, hvoraf mere end en håndfuld var på en 100 % chance for en af hjemmeholdets spillere.

Det var medvirkende til, at Elverum aldrig for alvor fik færten af et comeback, og vi kunne trække yderligere fra.

Vi udnyttede bredden i anden halvleg, hvor vi kørte den overbevisende sejr på 24-34 i land. En sejr, der sørgede for, at vi fik en drømmestart på denne sæsons Champions League.

Vi spillede en forrygende kamp med stor koncentration og høj kynisme, hvor alle mand bød ind undervejs mod de to vigtige point. 

Onsdag retter vi igen fokus mod den hjemlige Primo Tours Liga, hvor Skanderborg Håndbold gæster Jutlander Bank Arena. Næste uge byder ovenikøbet på to hjemmekampe, når vi allerede søndag skal i ilden igen – denne gang er det igen i international sammenhæng med besøg af kroatiske Zagreb.

Køb dine billetter til disse kampe lige her.
 
MATCHFACTS:
 
Målscorere for Elverum Handball:
Lukas Sandell 5, Sigvaldi Gudjonsson 5, Magnus Fredriksen 3, Alexander Westby 2, Jonas Burud 2, Sebastian Henneberg 2, Alexander Blonz 2, Simen Peterssen 1, Endre Langaas 1, Thomas Solstad 1. 

Målscorere for Aalborg Håndbold:
Mads Christiansen 8, Sebastian Barthold 7, Mark Strandgaard 5, Magnus Saugstrup 3, Tobias Ellebæk 3, Mishels Liaba 2, Henrik Møllgaard 2, Buster Juul 1, Janus Smarason 1, Benjamin Jakobsen 1, Magnus Møland 1. 

Redninger:
Emil Imsgard: 9/31 (29 %)
Thorsten Fries: 3/15 (20 %)

Kristian Sæverås:11/25 (44 %)
Mikael Aggefors: 3/13 (23 %)
Udvisninger:
Elverum Handball: 3 x 2 min.
Aalborg Håndbold: 4 x 2 min.
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere