​Fra U18 Håndbold til Europa og Ligaen

- 11/10/18

Vores unge venstre fløj Frederik Bech er kaldt op til ligatruppen fra U18-holdet efter skader til både Buster Juul og Sebastian Barthold. Til daglig går Frederik i 3. G på handelsgymnasiet, men i øjeblikket er hverdagen krydret med bl.a. europæisk håndbold.

18-årige Frederik Bech kan se frem til en del tid omkring ligaholdet den kommende periode, da både Buster og Sebastian er ramt af skadesproblemer.

Buster er i dag blevet opereret i knæet, og han er ude på ubestemt tid. Sebastian pådrog sig i gårsdagens kamp en forstrækning, og han kan være ude op til 3 uger.

Det giver altså muligheden for at steppe op til unge Frederik Bech, som allerede har opnået tre officielle optrædener – en pokalkamp, en EHF Cup kamp samt gårsdagens ligadebut med samlet to scoringer til følge.

- Først og fremmest er jeg utrolig ærgerlig på Buster og Sebastians vegne og havde ikke håbet, jeg skulle få min ligadebut på denne måde. Men når det er sagt, så er jeg selvfølgelig rigtig glad og stolt over at få chancen i så ung en alder på det allerhøjeste niveau, siger Frederik Bech.

- Nu har jeg været med truppen nogle gange og oplevet, hvad det kræver. Jeg er klar over, jeg skal arbejde hårdt – og jeg er klar til at give den fuld gas og gøre alt, hvad jeg kan, for at gribe chancen, slutter Frederik Bech.

Næste gang han skal med truppen er i weekenden, når vi jagter videre avancement i EHF Cuppen på udebane mod schweiziske Pfadi Winterthur.
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere