Fredag i Gigantium: Tid til revanche mod Viborg

- 30/11/11
Med forholdsvis sikre sejre over Skanderborg Håndbold og Mors-Thy Håndbold er der selvtillid i bagagen hos Robert Hedins tropper op til hjemmekampen fredag kl. 19.30 i Gigantium Arena mod Viborg HK.

En selvtillid og en positiv udvikling i spillet i de sidste kampe, der skal bruges til at få revanche for nederlaget på 29-23 i Viborg for et par måneder siden.

Samtidig har Robert Hedin alle spillere fit for fight, efter at først Shevelev vendte tilbage og nu senest Johan Jakobsson, der var med i kampen på Mors sidste lørdag.

Viborg er i øjeblikket placeret som nummer 11 i ligaen med 10 point for 13 kampe, mens vi er nummer seks med 13 point for samme kamp-antal. Viborg HK har - foruden sejren over os - besejret Skive fH på udebane, SønderjyskE og Mors-Thy på hjemmebane og spillet uafgjort på udebaner i Nordsjælland og Skjern.

Viborg HK er et offensivt indstillet hold, der spiller tempofyldt - og ikke mindst med serberen Dane Sijan som en sikker sidste foran et som regel velfungerende 3-2-1- forsvar. Viborgensernes angrebsspil styres af playmakeren Mads Møller, der også selv har et godt og præcist skud, hvis forsvaret ikke kommer frem og tackler, ligesom Marvin Nartey skylder godt fra venstre backen.

Allan Damgaard, René Madsen og Elijan Dzankovic er hurtige og teknisk dygtige spillere i Viborgs bagkæde med Stefan Nielsen på venstre fløj, Jesper Meinby på højre fløj og skiftevis Rasmus Hansen og Nicolai Hansen på stregen.

Cheftræner Bo Tholstrup kan glæde sig over, at den lynhurtige fløjspiller Casper Mortensen er tæt på come back.

Vi oplever igen stor tilskuer-interesse for kampen - kom og vær med til at bakke drengene op - så gå ind på hjemmesiden her og køb din billet.


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere