​Fremragende holdindsats gav sikker sejr over Ribe-Esbjerg HH

- 13/09/18

En flot og rigtig koncentreret indsats gav her til aften en sejr på 30-24 ude mod Ribe-Esbjerg HH efter pauseføring på 18-11.

Starten var alligevel alt andet, end vi havde håbet på. Efter tre minutters spil stod der 3-0 til hjemmeholdet på scoretavlen. Vi panikkede dog ikke og fik hurtigt kampen over på vores præmisser.

Og med en flyvende Andreas Holst, der scorede 6 mål inden pausen, fik vi taget føringen. Det var derudover en rigtig koncentreret indsats fra alle mand, og vi opbyggede et solidt overtag.

Kristian Sæverås fik sin ligadebut fra start, og han skuffede ikke mellem stængerne. Flere flotte redninger var ligeledes medvirkende til, at vi kunne gå til pausen med en 7-målsføring.

Efter pausen var momentum ved at svinge lidt over til hjemmeholdet. Vi fortsatte med fint angrebsspil, men der sneg sig et par afbrændere ind fra start.

Det fik vores forspring ned på 4 mål ved stillingen 21-17. En flot scoring fra fløjen af Buster og en efterfølgende redning af Kristian var dog med til igen at svinge momentum over på vores side.

Og det holdte vi fast i. Vi spillede med stor kynisme og blev ved med at klø på. Til slut kunne vi derfor trække en forholdsvis sikker sejr på 30-24 i land, og vi har dermed fortsat maksimumpoint i Herre Håndbold Ligaen.

Vores topscorere blev Andreas Holst og Ómar Ingí Magnusson med syv scoringer hver. Frem for alt var det dog kollektivet der stod stærkest i dagens opgør, og alle mand leverede en fortrinlig indsats i Blue Water Dokken.

Næste opgave er mod de forsvarende danske mestre fra Skjern Håndbold, der onsdag gæster Jutlander Bank Arena. Der er garanti for masser af drama, og du kan fortsat sikre dig billet til kampen – dette gøres lige her.

MATCHFACTS:

Målscorere for Ribe-Esbjerg HH:
Runar Karason 9, Rasmus Boysen 4, Kasper Kvist 2, Pelle Schilling 2, Lukas Karlsson 2, Nicolai Pedersen 2, Miha Zvizej 1, Simen Schønningensen 1, Magnus Søndenå 1. 

Målscorere for Aalborg Håndbold:
Ómar Ingí Magnusson 7, Andreas Holst 7, Magnus Saugstrup 4, Buster Juul 3, Janus Smarason 3, Henrik Møllgaard 2, Mark Strandgaard 2, Jesper Meinby 2. 

Udvisninger:
Ribe-Esbjerg HH: 2 x 2 min.
Aalborg Håndbold: 2 x 2 min.

Dagens dommere var Morten Albrechtsen og Mik Larsen. 

Dagens tilskuertal i Blue Water Dokken var 983. 
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere