Gensyn med Mads Christiansen og co. i vigtig udekamp

- 17/02/12

Semifinale og finale ved Final4 i Gigantium, liga-kamp - og sejr - over AG København i Gigantium. En hård start på hjemmebane efter EM-pausen, men bortset fra nederlaget til AG København i pokalfinalen, så en flot start.

Lørdag kl. 17.00 venter så første udekamp siden 28. december i Aarhus. Det gav en sejr, og en sådan er også påkrævet i Gråkjær Arena i Holstebro mod Team Tvis Holstebro, der p.t. er placeret på ligaens fjerdeplads med tre point flere end os.

Kampen vises direkte på TV 2, så her har du mulighed for at følge opgøret, hvor vi blandt andre står over for Mads Christiansen,  Patrick Wiesmach og Heino Holm Knudsen, tidligere spillere her i klubben.

Da de to hold i efteråret mødtes i Gigantium, sluttede kampen 30-30, og begge hold kommer til kampen lørdag med selvtilliden i orden. Team Tvis Holstebro efter sejr på 32-27 over KIF Kolding på hjemmebane sidste lørdag og vi efter sejr på 26-24 over AG København for halvanden uge siden.

Team Tvis Holstebro råder et et stærkt og bredt mandskab med netop højre fløjen Patrick Wiesmach som en af de flittigst scorende, serberen Petar Nenadic, Joachim Ernstsson, Mads Christiansen, Jacob Green, Søren Tau, Heino Holm Knudsen og målmændene Anders Petersen og Rasmus Lind.

På vores hold er fortsat tvivl om Ole Ereviks deltagelse på grund af sin hæl-skade, ligesom flere spillere har været syge i den forløbne uge.



Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere