Gentagelse af sidste sæsons semifinale venter

- 27/11/17

Ovenpå weekendens store triumf skal vi nu se frem mod onsdag, hvor et nyt vigtigt opgør venter. Bjerringbro-Silkeborg kommer på besøg med kampstart kl. 20.30, og der er dermed lagt op til en gentagelse af sidste sæsons semifinale.

To vigtige point er på spil, når banen i Jutlander Bank Arena indtrædes onsdag aften. Med en sejr kan vi spille os alene på fjerdepladsen lige i hælene på holdene over os.

Det bliver dog uden tvivl en hård kamp mod et BSV-mandskab, der i øjeblikket indtager 888ligaens andenplads. De føres an af ligaens mest assisterende spiller i form af Sebastian Skube. Han sætter bl.a. spillet op til stregspillerne Michael Knudsen og Jesper Nøddesbo samt bagspillerne Nikolaj Markussen, Nikolaj Øris og Jacob Lassen – de to sidstnævnte er begge at finde i top 10 på topscorerlisten.

Vi kommer med masser af selvtillid i bagagen ovenpå weekendens forrygende sejr mod Telekom Veszprém. Det skal vi følge op på med endnu en toppræstation onsdag aften, der forhåbentlig kan give os vigtige point i 888ligaens topstrid.

Seneste møde i Aalborg var i sidste sæsons 3. semifinale. Det endte i en 8-målssejr, som sendte os videre til finalen. Generelt har vi haft godt styr på onsdagens modstander i egen hule de sidste par sæsoner, hvor de fire seneste indbyrdes møder er vundet. Vi jagter dog revanche fra tidligere på sæsonen, hvor vi led et nederlag i Silkeborg i sæsonens første ligakamp.

Vi krydser fingre for endnu en fantastisk kulisse, som var tilfældet i weekenden, hvor Jutlander Bank Arena viste sig fra sin allerbedste side. Du kan fortsat nå at sikre dig din billet, være med til at skabe god stemning og bære holdet frem mod vigtige point. Billetter til opgøret kan købes her.

Kampen starter kl. 20.30 og dømmes af Mads Hansen og Martin Gjeding.

 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere