Håvard Tvedten stopper håndboldkarrieren til sommer

- 13/04/16

Den 37-årige Håvard Tvedten stopper håndboldkarrieren til sommer, og han er dermed i gang med sine sidste kampe for Aalborg Håndbold.
 

Om karrierestoppet siger Håvard Tvedten:
 

- I morgen starter slutspillet her i Danmark. Det bliver mine sidste kampe for Aalborg Håndbold, og jeg har også besluttet, at det vil sætte punktum for min karriere som håndboldspiller. Jeg har utroligt mange gode minder fra årene som professionel. Jeg har blandt andet haft ni fantastiske år i Aalborg, og klubben vil altid have den største plads i mit hjerte – der, hvor jeg har udviklet mig som både spiller og menneske.
 

- Nu er det tid til at se fremad og på de muligheder, der ligger uden for banen. Jeg har de sidste år studeret ledelse ved siden af mit hverv som anfører i Aalborg Håndbold, og jeg glæder mig til at arbejde med det som fag, når jeg til sommer vender snuden hjem mod Norge efter 14 år i Spanien og Danmark.
 

- Jeg vil takke familien, holdkammerater, modstandere, trænere, fans og mine sponsorer og alle som har troet på mig, siden jeg slog igennem hjemme på Stord som 18-årig. Og allermest stor tak til Luka, Daniel og Guro, som har inspireret mig og været der igennem både op- og nedture, både når jeg har repræsenteret Norge, og klubberne jeg har spillet for.
 

- Jeg glæder mig til at komme i gang med slutspillet, hvor jeg vil give alt for at bidrage til, at vi igen står som danske mestre i min allersidste sæson for Aalborg Håndbold. Tak!
 

Direktør Jan Larsen, Aalborg Håndbold:
 

- Det er en ægte legende, der nu indstiller karrieren til sommer, og samtidig slutter en æra i Aalborg Håndbold. Håvard kom til Aalborg for første gang i 2002 og er nu i gang med sin niende sæson. Han er desuden indehaver af klubrekorden for flest spillede kampe og mål.
 

- Han har igennem alle årene været – og er fortsat – en fantastisk ambassadør for klubben og er indbegrebet af håndbolden i Nordjylland. Vi håber naturligvis, at vi sammen kan afslutte en storslået karriere med medaljer. Vi ønsker Håvard al mulig held og lykke med den civile karriere i fremtiden.

 

Facts om Håvard Tvedten:

Født 29. juni 1978 på øen Stord, Norge. Tidligere klubber: Stord, AaB Håndbold, Logrono, Naturhouse La Rioja, Cuatro Rayas BM Valladolid. 208 A-landskampe for Norge – 809 mål. P.t. 312 kampe for Aalborg Håndbold



Tilbage til oversigten

 

 
 
Eksklusivpartnere