​Henneberg: Jeg glæder mig helt vildt

- 24/07/20

Seks nye spillere er tiltrådt i truppen til denne sæson. Den første i rækken, som vi vil stille skarpt på, er vores nye bagspiller Sebastian Henneberg, og vi har taget en snak med ham omkring opstart og forventninger.

26-årige Sebastian Henneberg spillede i sidste sæson for vores CL-modstandere fra Elverum. Inden da tørnede han ud for Århus Håndbold i fem sæsoner, mens han har haft sin håndboldopvækst i Bjerringbro.

Anden uge af opstarten nærmer sig sin afslutning, og Sebastian har allerede fundet sig godt tilpas i det nordjyske.

- Jeg har fået et rigtig godt førstehåndsindtryk af klubben, og man kan godt mærke, det er en traditionsrig klub. Der er styr på tingene, og det er med til at give os de bedst mulige forudsætninger for at præstere, siger Sebastian Henneberg og fortsætter:

- Træningsmæssigt er vi også kommet godt i gang. Efter fire måneder uden håndboldtræning er det nogle andre muskler, vi skal have i gang igen. Opstarten har derfor været blidere end normalt, men vi har mange ugers forberedelse foran os og derfor god tid til at få bygget op, så det er et stort plus.

Om mindre end en måned går det løs med den første betydende kamp, som er på udebane mod Fredericia i pokalturneringen, og Sebastian ser frem til at trække i kamptøjet.

- Jeg glæder mig selvfølgelig helt vildt. Klubben har de seneste sæsoner vist, at de er Danmarks bedste for tiden, og med præstationerne i Champions League har Aalborg Håndbold også bevist, at de er mere end bare et godt dansk hold. Til denne sæson er vi kommet en del nye til, og jeg håber, vi kan være med til at videreføre de samme takter og samtidigt tage endnu et skridt på den internationale scene, siger Sebastian Henneberg.

Sebastian ser frem til at være en del af en bred og god trup, og han er klar til at bidrage i alle spillets facetter.

- Jeg ser mig selv som en moderne playmaker, der både kan skyde, dække op og samtidigt besidder et overall godt overblik. Så alt i alt en allround-spiller, og jeg tror, jeg vil passe godt ind på holdet, der har rigtig mange dygtige spillere.

Efter at have tilbragt sine første mange håndbold-år i den danske liga havde han i den forgange sæson en afstikker til norske Elverum, og den ene sæson udenlands har lært ham meget.

- Det var et step up ift., hvad jeg tidligere havde prøvet – både på banen men også i setup’et omkring holdet. Jeg lærte også, hvad det ville sige at spille i Champions League, og det har givet mig en vigtig lærestreg. Året i Elverum har rustet mig godt, og jeg føler mig helt klar til at tackle de nye udfordringer her i Aalborg, siger Sebastian Henneberg.

Med det danske mesterskab at forsvare er Sebastian helt klar til at gå efter det tredje af slagsen på stribe.

- Min personlige målsætning er at være med til at vinde alt i de hjemlige turneringer. Fra klubbens og fansenes side ved jeg også, der er en forventning om, at vi går på banen for at vinde hver gang, og det er en målsætning, jeg deler. I Champions League håber jeg som minimum, at vi kan gøre det lige så godt som sidste år. I første omgang skal vi gå videre fra gruppen, og så må vi se, hvor langt vi kan tage det derfra.

Til slut spurgte vi Sebastian, hvad han glæder sig allermest til den kommende sæson.

- Det er at spille for et hold med de vindertraditioner, som Aalborg Håndbold har. Jeg prøvede det lidt i Elverum, hvor der også var en forventning om, at man skulle vinde og præstere. Og så glæder jeg mig til at spille med i toppen, og jeg håber og tror da på, at vi kan blive danske mestre igen, slutter Sebastian Henneberg.
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere