Henrik Møllgaard vender tilbage til Aalborg

- 27/10/17

Den danske landsholdsprofil, Henrik Møllgaard 32, vender tilbage til Danmark og Aalborg Håndbold på en 3-årig kontrakt gældende fra sommeren 2018.
 
Møllgaard var en del af klubben tilbage i perioden 2009-2012 – sidenhen har han tørnet ud for Skjern Håndbold og senest Paris Saint-Germain de sidste tre sæsoner. Foruden det imponerende CV indenfor klubhåndbold har han også spillet hele 115 kampe og scoret 154 mål for det danske landshold.
 
- Det er med stor glæde, at vi kan præsentere en spiller af hans kaliber, siger direktør Jan Larsen, Aalborg Håndbold. Henrik Møllgaard er en klar forstærkning både forsvars- og angrebsmæssigt. Derudover bringer han også stærke lederegenskaber med sig fra sin tid på landsholdet samt i Paris Saint-Germain, slutter Jan Larsen.
 
- Jeg glæder mig rigtig meget til at vende tilbage til Aalborg og tørne ud foran det store hjemmepublikum i Jutlander Bank Arena. Jeg har stadig store sportslige ambitioner og ser frem til at kæmpe om titler med Aalborg Håndbold, siger Henrik Møllgaard. 
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere