Ingen semifinale efter bittert nederlag i slutsekunderne i Brøndby-Hallen

- 08/05/16
Vi viste høj moral og havde muligheden for vigtige point inden for rækkevidde i den vanskelige udekamp mod KIF Kolding København, men vi missede chancen for udligning i slutsekunderne, så Torsten Laen kunne score i tomt mål i den anden ende af banen. 

27-25 til KIF Kolding København, der er klar til semifinalerne sammen med GOG, så vi på onsdag kun har en sekundær placering og æren at spille for i udekampen i GOG. 

Vores redninger i målet lod vente på sig. 21 minutter helt præcist gik der, inden Palicka havde den første redning. Han afløste Søren Westphal efter 13 minutter. Til gengæld spillede Palicka sig op og stod en flot anden halvleg, hvor han var tæt på at sikre sit hold point. 

De manglende redninger i 1. halvleg var i høj grad medvirkende til, at vi haltede efter i- de første 30 minutter. Vi var heller ikke aggressive nok i forsvarsspillet, og Sander Sagosen manglede for en gangs skyld skarphed i angrebet, hvor Morten Slundt stod stærkest i billedet. 

Vi kom ud til 2. halvleg med langt større aggressivitet i forsvaret, og i løbet af fem minutter havde vi indhentet de tre mål - til 17-17, og en meget stærkt spillende Håvard Tvedten bragte os foran for første gang i kampen ved 19-18 efter 38 minutter. Det blev også 20-19 til os, men vi havde det svært i det etablerede angrebsspil og røg ind i en scoringskrise, bl.a. fordi vi røg ind i en periode med mange udvisninger.  

KIF Kolding København kom foran 23-20, og Håvard Tvedten misbrugte sit eneste forsøg i hele kampen - straffekast efter 50 minutter. Nordmanden viste dog stor format og rutine og tegnede sig for ikke færre end otte af vores 12 mål i 2. halvleg. 

Tvedten reducerede til 26-25 med godt et minut igen, og på det efterfølgende angreb tabte hjemmeholdet bolden, så vi havde det sidste halve minut til at score det udlignende mål, der ville betyde, at vi kunne sikre os plads i semifinalen med en sejr i GOG på onsdag. 

Vi pressede på, men Torsten Laen smuttede imellem og opfangede Christian Jensens aflevering, så hjemmeholdet kunne score til 27-25 i tomt mål. 

Ærgerligt.


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere