Jan Larsen: Indsatsen godkendt - spillet kan blive bedre

- 12/05/14
- KIF Kolding Københavns sejr i fredags var helt fortjent. Men det var kun 1. halvleg af DM-finalerne. Intet er afgjort. Vi vil gøre alt for at give KIF Kolding København kamp til stregen på fredag, og vi har tidligere vist stor mental styrke, når det gælder, siger direktør Jan Larsen efter fredagens nederlag på 23-18 i Gigantium. 
 
- Spillerne fightede flot i alle 60 minutter. De holdt bl.a. Kolding nede på 23 mål, men jeg erkender, at angrebsspillet ikke var godt. Det skal forbedres, hvis vi skal vinde i Kolding, men det har ikke noget med spillernes indstilling at gøre. 
 
- Jeg vil gerne benytte lejligheden til at udtrykke min store undren over den udlægning, NORDJYSKEs journalist, Anders Kjærgaard, kom med af spillernes indsats. Det, han skrev i den trykte udgave af NORDJYSKE i lørdags, vidner efter min opfattelse om manglende forståelse af det, der sker på banen. 

(Se citatet fra Anders Kjærgaards indlæg nederst i denne artikel).
 
- Jeg tror ikke, vi så den samme kamp. Som sportslig ansvarlig i klubben er jeg meget tæt på holdet, og alle ydede deres optimale indsats i fredags. Det er ikke ensbetydende med, at spillet lykkedes, men at skrive, at spillerne hellere ville have siddet hjemme på sofaen med en pizza, er helt ude i hampen, siger Jan Larsen. 
 
- Jeg noterer da også, at NORDJYSKEs journalist var den eneste i den samlede danske sportspresse, der så kampen i fredags på den måde.
 
- Jeg giver gerne Anders Kjærgaard en pizza og en optagelse af kampen, så han kan sidde hjemme i sofaen og se kampen igen - måske suppleret af en håndboldkyndig person, der kan guide ham gennem kampen og højne hans håndbold-kundskaber, siger Jan Larsen. 
--
Journalist Anders Kjærgaard skrev følgende i NORDJYSKE efter kampen:
"Havde de egentlig lyst til at være der?
Det så ikke sådan ud.
Ville de hellere havde fedet den på sofaen med en pizza og en actionfilm?
Ja, mistanken fik man.
Det var ganske enkelt en uacceptabel indsats, Aalborg Håndbold leverede i det, der skulle have været den store guldfest mod KIF Kolding København."

--
 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere