Jesper Jensen: Flot, men det er kun 1. halvleg, vi har spillet

- 29/12/14
- Vi har præsteret rigtigt flot i december. Imponerende sejre mod hold som KIF Kolding København, Skjern Håndbold og Team Tvis Holstebro. Vi har stået sammen som hold, fightet og haft den kynisme, der skal til for at afgøre kampene til egen fordel. Vi er stolte og ydmyge og en andenplads med 29 point for 19 kampe er mere end, vi havde turdet håbe på forhånd.

Cheftræner Jesper Jensen er både stolt og ydmyg over spillet og placeringen i Boxer Herreligaen nu, da der er VM-pause frem til lørdag 7. februar, hvor vi spiller næste kamp - på udebane mod GOG.

- Vi skal imidlertid huske på, at det kun er 1. halvleg, vi har spillet. Det gode spil og andenpladsen betyder ikke, at vi har vundet noget. Forude venter de sidste syv kampe i grundspillet og et vanskeligt slutspil, hvor nogle af de hold, der måske er lidt nede nu, pludselig finder formen og slår til, når det gælder det, siger Jesper Jensen.

Efter at alle hold har spillet 19 kampe i ligaen har vi 29 point på andenpladsen - seks point op til KIF Kolding København på førstepladsen og fire point ned til HC Midtjylland og Bjerringbro-Silkeborg på tredje- og fjerdepladsen. Fem af vores sidste syv kampe er på udebane.

Vort program for de sidste syv kampe i ligaen ser således ud:

Lørdag 7. februar: GOG - Aalborg Håndbold
Torsdag 12. februar: Aalborg Håndbold - HC Midtjylland
Onsdag 18. februar: Bjerringbro-Silkeborg - Aalborg Håndbold
Søndag 1. marts: Skanderborg Håndbold - Aalborg Håndbold
Søndag 8. marts: Lemvig-Thyborøn Håndbold - Aalborg Håndbold
Onsdag 11. marts: Aalborg Håndbold - Ribe-Esbjerg HH
Onsdag 18. marts: Odder Håndbold - Aalborg Håndbold.


Slutspillet, der går i gang i påsken i begyndelsen af april, er igen med to puljer a fire hold: Nummer 1,4,5 og 8 er i pulje sammen, og det samme er nummer 2,3,6 og 7 fra grundspillet. Alle hold mødes ude og hjemme, og nummer et og to i grundspillet tager hver to point med over, mens nummer tre og fire tager et point med over. Nummer 5-8 kommer over i slutspillet uden point.

Efter kampene i de to puljer krydser nummer et og to i de to puljer hinanden i semifinaler over to kampe, og derefter mødes de to vindere i DM-finalen over to kampe.


 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere