Jonas og Johan klar til OL - Martin L. klar til EM

- 07/04/12
Jonas Larholm, Johan Jakobsson og resten af det svenske landshold er klar til OL i London til sommer. Hjemme i Göteborg vandt holdet efter en flot forsvarskamp 27-23 over Makedonien efter 14-12 ved pausen.

Jonas Larholm spillede hele kampen som venstre back i både forsvar og angreb - og ikke mindst i forsvaret viste han store kvaliteter over for Kiril Lazarov. Jonas scorede tre mål i kampen.

Johan Jakobsson fik kun ganske få minutter i kampen. På hans plads som  højre back huserede kampens store profil, Kim Andersson, der scorede otte mål.

Sverige spiller søndag mod Ungarn - en kamp uden betydning, da begge hold har kvalificeret sig til OL.

I Bodø i Norge tabte Kjelling, Tvedten og Erevik 33-29  til Rusland. Nordmændene kom ellers bedst fra start og førte 11-7, men da Robert Hedin satte de mindre rutinerede spillere ind, kom fejlene, og Rusland vandt sidste del af 1. halvleg 12-4.

Både Håvard Tvedten og Kristian Kjelling scorede ni mål for Norge, og Tvedten blev kåret som det norske holds bedste spiller.

Med resultatet slutter Norge på andenpladsen i Bring Cup.

I Hedensted sikrede Martin Larsen og René Antonsen sig deltagelse ved EM i Tyrkiet til sommer, da upåagtede Belgien med nød og næppe blev besejret 25-21 efter en sløj indsats af det danske hold. Martin Larsen scorede fire mål, mens René Antonsen ikke kom på scoringslisten.

I Campus Halle i Flensburg spillede det danske B-landshold mod Tyslands ditto - og tabte 28-26. Jacob Bagersted scorede to mål.



Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere