Karismatiske Dujshebaev til Gigantium med polsk storhold

- 29/10/14
Den 46-årige tidligere storspiller, Talant Dujshebaev, har kun siddet i trænersædet for den polske storhold, Vive Tauron Kielce siden januar, men har alligevel formået at trække store overskrifter - både for sine bedrifter som træner og for sin opførsel i forbindelse med kampene. Som spiller blev han verdensmester med Rusland i 1993 for to år siden at blive spansk statsborger, senere spansk landsholdsspiller og indtil for få år siden toptræner i flere spanske klubber.

Søndag 16. november kl. 16.50 sender den kirgisisk fødte træner sit hold på banen i Gigantium i VELUX EHF Champions League. Polakkerne fører puljen suverænt og kommer med klare ambitioner om at kvalificere sig til Final4 i Køln senere på sæsonen.

Der bliver drøn på i Gigantium med flere end 4.000 tilskuere, og du kan allerede nu sikre dig billet til kampen på www.aalborghaandbold.dk

- Vi er stollte over at kunne præsentere et storhold som Kielce for vort trofaste publikum, siger direktør Jan Larsen. Kielce er favoritter til at vinde kampen, men vi vil kæmpe hårdt for at sikre os et eller begge point som bonus i puljen.

Allerede ugen efter - søndag 23. november - møder vi Kielce på udebane i Polen.

Kielce indledte Champions League med at vinde 33-28 på udebane over Kadetten Schaffhausen. Dernæst sejr på 37-32 hjemme over Pick Szeged, 30-26 hjemme over Motor Zaporozhye og endelig 28-25 ude over Dunkerque.

Dujshebaev kan vælge mellem 14-16 klassespillere, når han skal finde start-opstillingen: Slawomit Szmal og Marin Sego i målet. Spanieren Aqinagalde på stregen, Manuel Strlek på venstre fløj, Karol Bielecki, Michael Jurecki og Tkaczyk på venstre back, Uros Zorman som playmaker, Krzystof Lijewski og Dennis Buntic på højre back og Ivan Cupic på højre fløj sammen med Tobias Reichmann. Dertil Zeljko Musa som krumtap i forsvaret.

Kielce var i Champions League-finalen forrige sæson, hvor det blev til nederlag til Barcelona. Sidste sæson sluttede CL-deltagelsen i 1/8-finalen mod Rhein-Neckar Löwen. Netop den kamp, hvor Dujshebaev efterfølgende røg i tumult med RNL-træneren Gurmundur Gudmundsson, nuværende danske landstræner.

 




 


Tilbage til oversigten

 
 
Eksklusivpartnere